THISTED: Lokalpolitiet rykkede tidligt lørdag morgen ud til området ved McDonald’s på havnen i Thisted efter en anmeldelse om uorden.
Anmeldelsen kom klokken 04.36, og da patruljen kort efter nåede frem, kom en 22-årig mand fra Aalborg-området hurtigt i politiets søgelys.
Ifølge politiet modsatte manden sig anholdelsen og kom samtidig med flere fornærmende bemærkninger rettet mod betjentene.
Han kaldte blandt andet politiet for “din fucking idiot”, “din fucking bums” og “fucking taber”.
– Det der “fucking” har han da rigtigt fået lært, udtaler politiassistent René Holm Carlsen.
Ud over en sigtelse for de grimme ord, og for at modsætte sig anholdelse, fik den 22-årige også en sigtelse for hærværk. Politiet oplyser, at han sparkede til en parkeret bil, hvilket resulterede i en mindre bule i døren.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
Rygte om ulveangreb på pony i Vorupør viste sig ikke at være sandt
Dyrskue Thy-Mors rejste sig efter tidligt regnvejr
Amerikanerbiler i hobetal blev spist af nysgerrige øjne


















