POLITI: Det er ikke altid nemt at sætte punktum for en god fest, og en 22-årig kvinde fra Thisted måtte have hjælp fra politiet for at gøre det onsdag aften.
Klokken 23.40, lige før lukketid på Vildsund Marked, fik hun en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Forinden havde hun udvist forstyrrende adfærd, og da politiet skred ind, tog hun ikke imod de første anvisninger fra betjentene. Til sidst førte det så til en sigtelse og hjælp med at forlade området.

Bortset fra den enkelte episode var der igen tale om en generelt rolig dag på Vildsund Marked. Ifølge politikommissær Niels Kristensen fra lokalpolitiet i Thisted blev forskellige gæster visiteret, men der blev ikke fundet euforiserende stoffer på nogen.
– Det var en rolig og god vagt fra Vildsund Marked, så det håber vi på også sker i aften, siger han inden markedets siste dag og melder generelt om et par rolige dage.

– Der vil altid være nogen, der bliver berusede eller andet, men der er en god stemning. Der er mange mennesker samlet, og det giver somme tider anledning til gnidninger, men så er vi inde og hjælpe og vejlede lidt, siger Niels Kristensen.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
På Alive Festival er de frivillige uundværlige: – Det er fedt, vi har så meget ansvar
Thy Veteranbil Klub åbner for de knap så gamle biler
Is-giganten fra Thisted har fået en lærestreg