Lukketid i sigte: Vælgerne skal frem og hver stemme tæller
24. marts 2026 kl. 18:45
Stemmeprocenten i Munkehallen, det største afstemningssted i Thisted Kommune, hvor 10.871 vælgere har mulighed for at sætte deres kryds, var klokken 17, tre timer før afstemningsstedet lukker, på 63,1 procent. Ved folketingsvalget i 2022 var stemmeprocenten på samme tidspunkt på 66,1.
De to stemmeprocenter er imidlertid ikke direkte sammenlignelige, for stemmeprocenten påvirkes også af antallet af brevstemmer på valgstedet. Dem er der i 1162 af i år, mens der i 2022 var flere af de såkaldte “coronabrevstemmer”.
Noget tyder imidlertid på, at vælgerne hen over dagen har været flittige til at møde frem i Munkehallen. Klokken 11 var stemmeprocenten 27 mod 33,1 procent i 2022 – altså en forskel på seks procent inklusive brevstemmer. Klokken 17 var der blot tre procents forskel på stemmeprocenterne i 2002 og i år – også med brevstemmerne medregnet.

Daniel Kristensen og Michelle Christensen sørgede for, at trafikken til og fra afstemningsstedet blev afviklet uden problemer. Foto: Jens Fogh-Andersen.
Hvad dette års stemmeprocent bliver, står klart umiddelbart efter valgstedet lukker klokken 20. Straks herefter begynder optællingen af stemmer, både i Munkehallen og på de øvrige 14 valgsteder i Thisted Kommune. I første omgang tælles stemmerne op fordelt på partier. Desuden findes såvel blanke som ugyldige stemmer i denne første optællingsrunde. Optællingen ventes afsluttet henad klokken 22.30.
I morgen, onsdag fra morgenstunden, starter optællingen af de personlige stemmer. Det sker i Munkehallen, hvor samtlige stemmesedler fra afstemningsstederne i Thisted Kommune og Morsø Kommune samles. Stemmesedlerne køres til hallen når optællingen på valgaftenen er slut og opbevares under opsyn natten over i Munkehallen.

Torsten Schack Pedersen, V, udnyttede de sidste timer af valgkampen til at være synlig og til – måske – at sikre sig de sidste stemmer i denne valgkamp. Foto: Jens Fogh-Andersen.
Mens der indenfor i hallen puttes flere og flere stemmesedler i valgurnerne, var der også travlt udenfor hallen. Sidst på eftermiddagen var der en støt strøm af vælgere på vej enten til eller fra hallen, og trafikken blev afviklet uden problemer.
Ved 17-tiden blev trafikken styret af Hjemmeværns-folkene Daniel Kristensen og Michelle Christensen, som havde travlt, men ikke mere end at det hele var til at håndtere.
– Mellem klokken 11 og 12 var nok det tidspunkt, hvor her var mest trafik, siger Michelle Christensen.
Også Torsten Schack Pedersen, V, var på plads foran Munkehallen. Hans ærinde var ikke at dirigere trafik, men nærmere at gøre en sidste indsats for at gøre opmærksom på sig selv og måske sikre sig den eller de sidste stemmer i denne valgkamp – og selvfølgelig også for at bruge anledningen til at hilse på vælgerne med et vink og et smil, når de passerede han i deres biler. Andre som kom til fods, tog sig tid enten til en kort snak eller til at ønske godt valg
6. klasse skal lære om demokratiet

Lærer Mads Møller Jensen (t.h.) sammen med eleverne i 6. klasse. Eleverne har i øvrigt selv arbejdet med valgplakater i samfundsfag frem til Folketingsvalget. Foto: Lone Lærke Krog.
24. marts 2026 kl. 15:10
6. klasse fra Hurup Skole mødte også op på stemmestedet i Hurup i dag i anledning af Folketingsvalget.
– Det er vigtigt, at de kan se, hvordan demokratiet fungerer og hvad det kan, lyder det fra Mads Møller Jensen, der er samfundsfagslærer på Hurup Skole.
Alice har været meget i tvivl om sit kryds

Alice Toft-Nielsen. Foto: Lone Lærke Krog.
24. marts 2026 kl. 14:25
– Jeg har været meget i tvivl om mit kryds, for jeg synes, det er ekstremt svært at finde en kandidat, der er liberal og samtidig har en ægte grøn politik. De blå partier er virkeligt svage i forhold til vores natur og miljø, siger Alice Toft-Nielsen.
Hun arbejder som maler og KunThy fanger hende i middagspausen, hvor hun har været inde i Hurup-hallerne for at stemme til valget.
– Jeg har en liberal grundholdning, men natur og miljø er virkelig vigtigt for mig. Især drikkevandet. Vi har jo kun jorden til låns.
Alice ønsker ikke at afsløre, hvor krydset i sidste øjeblik blev sat på stemmesedlen. Men det blev sat.
– Jeg håber, det bliver nemmere næste gang, sukker hun.
Gitte stemmer på én, der er nem at tale med

Gitte Nielsen. Foto: Lone Lærke Krog.
24. marts 2026 kl. 14:10
– Simon er behagelig og nem at snakke med. Så han skulle have min stemme, siger Gitte Nielsen, Ydby.
Hun kommer ud fra afstemningsstedet i Hurup og vil meget gerne dele, at hendes kryds – med sikker hånd – blev sat ved socialdemokraten Simon Kollerup.
Selv om Simon Kollerup ikke længere har bopæl i Thy, tæller det for Gitte Nielsen, at han tydeligvis kerer sig om sin hjemstavn.
– Han har interesse i lokalområdet. Så jeg var slet ikke i tvivl.
Anker stemmer på en lokal kandidat

Anker Andersen. Foto: Lone Lærke Krog.
24. marts 2026 kl. 13:55
– Jeg stemmer på en lokal folketingskandidat. Jeg synes, det er vigtigt, at vi har en repræsentant på Christiansborg, der har kendskab til vores udfordringer her i vores landsdel.
Sådan lyder det fra Anker Andersen, Refs.
KunThy mødte ham uden for Hurup Hallerne, da han havde været inde og sætte sit kryds. For ham er tryghed afgørende.
– Jeg har altid stemt på det samme parti. Det har jeg aldrig været i tvivl om, siger Anker, der dog ikke vil røbe, hvor krydset blev sat.
Birthe stemmer for bedre dyrevelfærd

Birthe Napatoq. Foto: Lone Lærke Krog.
24. marts 2026 kl. 13:35
Birthe Napatoq fra Ydby var ikke i tvivl, da hun ved middagstid gik ind i Hurup-hallerne for at stemme til Folketingsvalget. Hun ville sætte sit kryds ved Alternativet.
– Svinenes forhold ligger mig meget på sinde. Det er helt forfærdeligt at se, hvordan de er tæt pakkede i staldene, og gnaver i hinanden. Det kan vi ikke være bekendt.
Birthe Napatoq fortæller, at hun altid har stemt på et parti i rød blok. Hun har svinget mellem SF, Enhedslisten og Alternativet. Nu blev det Franciska.
Svinebonde træt af fokus på landbruget – “Nu må det gerne være slut”

Thomas Kristoffersen driver landbrug med produktion af svin. Foto: Lone Lærke Krog.
24. marts 2026 kl. 11:35
Landbruget har fyldt meget i valgkampen – og det har været med et skævt fokus, mener svineproducent Thomas Kristoffersen fra Skinnerupgaard.
Han reagerer på både Fødevarestyrelsens indskærpelser på hans bedrift, som TV MIDTVEST har omtalt, og på den debat der har været under valgkampen, som han mener har været skæv.
– Der sker fejl hele tiden. Det gør der alle steder, siger han.
Samtidig glæder han sig til, at valgkampen er ovre.
Læs hele artiklen på KunThy senere i dag.
Så er valget i gang
24. marts 2026 kl. 09.18
10.871 vælgere kan stemme på valgstedet i Munkehallen i Thisted, kommunens største. Og fra morgenstunden lidt før klokken otte stod de første morgenfriske vælgere i kø i hallen og vendte på, at valgstedet åbnede.
Det skete på slaget otte, og så kom der bevægelse i køerne foran foran borgene, hvor vælgerne byttede deres valgkort ud med en stemmeseddel og målrettet gik mod stemmeboksene. Forhænget blev trukket til side – og trukket for igen, så vælgerne i ro og fred kunne sætte deres kryds – præcis som det er sket ved så mange valg tidligere, senest ved novembers kommunalvalg.

Det kontrolleres, at stemmeurnerne er tomme, før låget sættes på. Foto: Jens Fogh-Andersen.
Ud gennem forhænget på den anden side af stemmeboksen med den sammenfoldede stemmeseddel, som puttes i stemmeurnen og herfra videre ud i en grå onsdag med regn i luften.
For nogle vælgere var sidste stop for udgangen fra hallen et hurtigt stop ved den exitpoll, som der også skulle være plads til.

Hvem stemte du på, hvad stemte du sidste – og hvor gammel er du. Valget er i gang – og der kan stemmes frem til klokken 20.00 i aften. De morgenfriske var mødt lidt før klokken otte og stod i kø.

Læserbreve fra valgkampen
24. marts 2026 kl. 07.00
Debatlysten har været stor under valgkampen, hvilket også kan aflæses i debatsektionen på KunThy. Du finder alle læserbreve på denne side.
Thyboernes møder med kandidaterne
24. marts 2026 kl. 07.00
Statsminister Mette Frederiksen udskrev valget den 26. februar. Siden har thyboerne haft flere muligheder for at møde politikerne, og som dit eget lokale medie har KunThy selvfølgelig været til stede for at fortælle t om det. Det kan du læse om i artiklerne her:
Sådan gik det ved sidste valg
24. marts 2026 kl. 07.00
Ved folketingsvalget i 2022 stemte 84,2 procent af de stemmeberettigede thyboer og morsingboer. Det matchede stemmeprocenten for hele landet.
Resultatet for Thistedkredsen i 2022 – med landsresultatet i parentes:
A – Socialdemokratiet: 34,3 pct. (27,5)
B – Radikale Venstre: 1,2 pct. (3,8)
C – Det Konservative Folkeparti: 4,0 pct. (5,5)
D – Nye Borgerlige: 3,2 pct. (3,7)
F – Socialistisk Folkeparti: 3,9 pct. (8,3)
I – Liberal Alliance: 5,5 pct. (7,9)
K – Kristendemokraterne: 0,7 pct. (0,5)
M – Moderaterne: 5,3 pct. (9,3)
O – Dansk Folkeparti: 2,0 pct. (2,6)
Q – Frie Grønne: 0,1 pct. (0,9)
V – Venstre: 16,4 pct. (13,3)
Æ – Danmarksdemokraterne: 19,2 pct. (8,1)
Ø – Enhedslisten: 2,3 pct. (5,1)
Å – Alternativet: 1,8 pct. (3,3)
Valgdagen er i gang
24. marts 2026 kl. 07.00
God morgen og velkommen til denne liveblog, der samler lokale opdateringer om folketingsvalget 2026.
46.451 thyboer og morsingboer har stemmeret i Thistedkredsen og kan være med til at bestemme den politiske retning for Danmark de næste år. Det kan de gøre fra 20 valgsteder – 15 i Thy og fem på Mors. Antallet af stemmeberettigede i Thy og Mors er siden 2026 faldet med 990.
Det er 73. gang, danskerne vælger medlemmer af Folketinget.