BEDSTED: Der kom flere sigtelser ud af det, da en 49-årig mand fra Bedsted-området fredag aften forsøgte at undgå kontakt med politiet.
Klokken 18.30 valgte den 49-årige at køre væk fra politiet ved Gl. Bedsted. Politiet satte efter, og efter en politijagt over flere landeveje i området endte bilen på en mark.
Den 49-årige, der skønnedes påvirket af spiritus, blæste alkometertesten op over det tilladte og blev taget med til blodprøve. Derudover blev han sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger, da han forsøgte at stikke af i sin bil.
I den sad også en passager, men hverken fører eller passager kom til skade, da bilen endte på marken.
Episoden var ikke den eneste på vejene for politiet i Thy i weekenden. Fredag klokken 15.04 blev en 19-årig mand standset på havnen i Thisted. Her blev han sigtet for at køre bil uden at have kørekort.
Lidt senere fredag, klokken 15.37, blev en 59-årig kvinde fra Vestervig-området sigtet for spirituskørsel. Det skete efter en anmeldelse, som fik politiet til at køre ud og træffe kvinden på Kystvej ved Hanstholm. Her blæste hun alkometeret op over det tilladte og blev taget med til blodprøve.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
Nystrup Camping investerer i service og solceller
SF tror på vælgerfremgang og flere mandater
LIGAKAMP: Mors-Thys mange rekorder
























