DEBAT: Når vi snart skal stemme til både kommunal- og regionsvalget, er det vigtigt at se ærligt på de udfordringer og muligheder, vi står overfor de kommende fire år.
Thisted Kommune er den fjerde største kommune i Region Nordjylland og spiller en væsentlig rolle i hele regionens udvikling. Netop fordi vi ligger langt fra de største byer, er det afgørende at sikre nærhed til borgerne og fastholde stærke lokale tilbud.
Med den nye sundhedsreform bliver Regionsrådet reduceret fra 41 til 25 medlemmer. Samtidig etableres der to sundhedsråd i regionen. Thisted Kommune kommer til at indgå i Sundhedsråd Limfjorden sammen med seks andre kommuner – både store og små. Her skal der skabes større ensartethed i sundhedsydelserne, så borgerne i hele regionen får lige adgang til hjælp. Thisted Kommune har allerede stærke sundhedstilbud og et velfungerende sygehus, og vi kan derfor spille en aktiv rolle i at udvikle de nære sundhedsopgaver endnu mere.
Mobilitet og tilgængelighed er en anden central udfordring. Den nuværende ustabile togforbindelse fra Thisted er ikke holdbar. Vi har brug for bedre kollektiv transport – både for studerende og for borgere på arbejdsmarkedet. Det behøver ikke være en kopi af dagens rutenet, men vi skal tænke nyt og skabe løsninger, der faktisk virker for borgerne.
Også vores sociale sikkerhedsnet skal styrkes. Det kræver et tæt samarbejde med de råd, udvalg og repræsentanter, der har indsigt i borgernes behov. Vi skal skabe en kommune, hvor udsatte borgere oplever tryghed, værdighed og reel mulighed for at trives.
Udvikling skal desuden ske i hele kommunen – ikke kun i Thisted by. De små lokalsamfund skal have støtte til de projekter, der skaber fællesskab, liv og engagement. Når borgere tager initiativ, skal kommunen bakke op.
Hvis du ønsker en kommune og en region, der arbejder for nærhed, udvikling og lige muligheder, så stem på Socialdemokratiet – både i Thisted Kommune og i Region Nordjylland.
Borgmesterkandidat Ulla Vestergaard (S), Thisted, og regionsrådsmedlem/kandidat Hanne Korsgaard (S), Thisted.





















