DEBAT: Som i resten af landet bør Thisted Kommune være garant for en værdig ældrepleje med anstændige normeringer til gavn for borgere og ansatte. Området er udfordret af den demografiske udvikling, for antallet af 80+ årige stiger markant i de kommende år. Det kalder på endnu flere ansatte indenfor området, men det bliver svært at imødekomme med den nuværende mangel på arbejdskraft på det danske arbejdsmarked.
At danskerne bliver ældre, og får flere gode år som frie pensionister, er naturligvis glædeligt. Men udviklingen kalder også på rettidig omhu. Det gælder også for Thisted Kommune.
Som arbejdsgiver skal Thisted Kommune sætte ind på flere fronter for at forberede sig på denne udvikling. De ansatte skal sikres gode arbejdsforhold, hvor der er tid til at udføre en anstændig pleje og omsorg for de ældre. Ved sygdom og andet fravær skal der indkaldes erstatningspersonale, og disse medarbejdere skal naturligvis tilbydes attraktive vilkår for at påtage sig ekstra arbejde. Man kan ikke kontinuerligt pålægge personalet at løbe hurtigere og hurtigere, for det er ikke holdbart i længden. Man risikerer at gode medarbejdere flygter fra faget, hvis ikke man får styr på arbejdsforholdene.
Vi skal være klar til at investere i området, og acceptere at ældrepleje koster mange penge. I Socialdemokratiet er vi åbne for en skattestigning, hvis det er nødvendig, for at sikre vores velfærdssamfund, som vi kender det i dag. Heldigvis oplever landet en markant stigning i det økonomiske råderum i disse år, hvor Mette Fredriksen sidder i spidsen for en ansvarlig og hårdt arbejdende regering. Så en skattestigning er næppe påkrævet foreløbig.
Thisted Kommune skal fortsat tilbyde fuldtidsstillinger til personalet. På denne måde sikrer vi flere hænder til alle velfærdsopgaverne rundt omkring i kommunen, ligesom de ansatte sikres bedre løn og pensionsforhold.
Frivilligt arbejde giver livsværdi for den enkelte, og samtidig er det et uvurderlig supplement til den kommunale indsat – også indenfor ældreomsorgen. Thisted Kommune skal naturligvis fortsætte med at støtte og fremme frivillighedskulturen, for den er helt afgørende for et godt liv her i kommunen.
Vi skal tage godt imod udenlandsk arbejdskraft, som kommer til landet for at bidrage til samfundet. Vi skal ikke underkende værdien af denne arbejdskraft, for den bliver helt afgørende for, at vi kan løse alle samfundets opgaver i fremtidens Danmark – også indenfor ældreplejen.
Jan Fink Mejlgaard
Kandidat til kommunalvalget 2025
Liste a