LÆSERBREV: Hvor er der en voksen?
Dette er et læserbrev og et udtryk for skribentens holdning. Af Michael Riber Jørgensen - kandidat til KV25 for Enhedslisten.


DEBAT: Hvor er der en voksen? Det spørgsmål stiller en del forældre i Thy nok sig selv. De kommunale daginstitutioner lever nemlig kun på papiret op til lovens krav om minimumsnormeringer – men virkeligheden er en anden.
Ifølge den landspolitiske aftale fra 2021 må der maksimalt må være tre børn pr. voksen i vuggestuen og seks i børnehaven. Så vidt så godt. Det er jo en sympatisk tanke med et fælles bundniveau. Og det ser da også fint ud, hvis man opgør tallene på den måde, loven forskriver, nemlig som et kommunalt gennemsnit: Antallet af børn delt med antallet af medarbejder-årsværk. På tværs af hele kommunen.
Problemet er bare, at der er enorm stor forskel på institutionernes størrelse i Thy. De mindste institutioner får en ekstra pose penge til personale – den såkaldte minimumstildeling – for at kunne dække åbningstiden ind, og ligger dermed pænt over minimumsnormeringen. Godt for dem. Men så behøver man ikke være professor i statistik for at regne ud, at der må være andre, som trækker gennemsnittet ned – nemlig de største institutioner. Logik for burhøns.
Denne logik understøttes af BUPL’s undersøgelse fra tidligere i år, hvor to tredjedele af pædagogerne i kommunen svarer, at deres arbejdsplads sjældent eller aldrig lever op til minimumskravene. I gennemsnit er hver medarbejder alene med 9 børn i vuggestuen og 16 i børnehaven på en typisk arbejdsdag. Tre gange det tilladte. 87 procent(!) svarer, at de ikke har tid nok til at arbejde med det enkelte barn. (Kilde: KunThy 16.09.2025)
Så lovens minimumskrav overholdes måske på papiret, men absolut ikke i virkeligheden de fleste steder. Resultat: Børnene får hverken den omsorg eller den pædagogiske støtte, de har brug for – og krav på. Og der er stor forskel på serviceniveauet.
Vil vi virkelig være det bekendt?
Situationen er altså allerede nu under al kritik. Alligevel vil kommunen i budgetoplægget for 2026 ”demografiregulere” og spare yderligere 13,6 mio. på området. Ja, børnetallet falder. Men kunne man forestille sig, at man i det mindste bare fastfrøs budgetrammen for dagtilbud, så vi rent faktisk kunne leve op til lovens intention? Ikke kun på papiret, men også ude i virkeligheden? I vores børns hverdag?
I Enhedslisten kan vi sagtens forestille os, at man i Thisted Kommune ikke ramte det absolutte bundniveau, men faktisk havde en ambition om at hæve barren og gøre det bare lidt bedre for vores børn. For alle vores børn.
Michael Riber Jørgensen
Kandidat til KV25 for Enhedslisten
Ingen resultater