DEBAT: Under den smukke overflade er vores elskede Limfjord døden nær og tilsølet i fedtemøg.
Mange øjnede håb, da regeringen med et bredt flertal i Folketinget vedtog den grønne trepart, som skal bremse iltsvindet og det totale kollaps i vores fjorde og kystvande. Man afsatte 43 milliarder til at omlægge landbrugsjord til natur. Det lyder stort og er også et vigtigt skridt på vejen, men samtidig kun et minimum af, hvad der er nødvendigt for at nedbringe kvælstofudledningen og genoprette liv i vores fjorde.
Ude i kommunerne arbejder man nu på at finde den landbrugsjord, som skal udtages for at reducere kvælstofudledningen med de som et minimum nødvendige 13.780 tons årligt. Men hvad med Thisted kommune?
Da jeg i marts læste om nedsættelsen af et lokalt kystvandråd i Thisted kommune blegnede mit håb for Limfjorden lidt. Jeg bed mærke i formuleringen fra kommunens Erhverv-, Klima-, Miljø- og Teknikudvalg: ”Det må konkluderes, at vandområdeplanerne i den foreliggende form ikke kan føre til “god økologisk tilstand” af Thisted Bredning uden meget omfattende konsekvenser for landbruget i oplandet i form af udtagning af ca. 5.800 ha landbrugsjord i Thy og på Mors, hvis der ikke findes andre løsninger.” (Red. citatet stammer fra udvalgsmødereferatet i Erhverv- , klima- Miljø- og Teknik 10. marts 2025. )
Hey der er ikke andre effektive løsninger!
Det ligner at dagsordenen fra begyndelsen var at forhale. Borgmesteren har travlt med at reklamere for nye naturområder i den lokale presse, mens han i andre fora fastholder at vores kommune umuligt kan leve op til kravene i den grønne trepart (vedtaget i Folketinget af hans eget parti!), fordi det ikke må forandre landbruget. Som det er nu, har Thy til Grøn Trepart fundet godt 62% af den mængde jord, der som minimum bør udtages omkring Thisted Bredning. Men det er bydende nødvendigt at målet opfyldes 100%, derfor bør vi, som mange kommuner, i denne indledende runde udpege nærmere 120-140% af markerne, fordi det bagefter er frivillige aftaler som skal indgås.
Det er meget kritisabelt, at Borgmester Niels Jørgen Pedersen i DRP4 Midt-Vest den 17. september siger, at vi er 100% i mål med arealudtagningen, men samme dag udtaler til Landbrugsavisen, at han ikke vil være med til at udpege mere jord end de 9000 hektarer, der er fundet. Selvom det er 16-17.000 hektarer, der minimum skal findes. (Red. dette tal har KunThy ikke fået bekræftet)
Vi har en Venstreborgmester, der åbenlyst varetager industrilandbrugets interesser og ofrer Limfjorden. Og en lokal landmand og borgerlige politikere, som spreder den misinformation, at det skulle være byspildevand, der er skyld i Limfjordens kvælning. NEJ! Det danske landbrug står for 70% af kvælstofudledningen. Renseanlæg står for 4,8 procent.
I Enhedslisten Thy vil vi stædigt kæmpe for Limfjorden og det øvrige vandmiljø og sørge for at kommunen opfylder sin del af den grønne trepart. Det kan vi tydeligvis hverken overlade til midten eller til de borgerlige partier.
Af Berit Raldin kandidat til kommunalvalget for Enhedslisten i Thy