DEBAT: I denne valgkamp, er der flere gange blevet sagt, at vores ældre fortjener en ordentlig pasning, og alle går til valg på at forbedre ældreplejen i kommunen. Det er nemt at fremhæve fejl og derefter konstatere, at plejen er mangelfuld og uværdig.
Det er svært at forestille sig, at nogen ikke ønske en god og værdig ældrepleje.
Ældrepleje og omsorg kan altid forbedres. Det er op til os politikere at sikre økonomi og gode rammer for hele området.
Derfor vil jeg også fremover arbejde for, at ældreplejen får størst mulig del af vores fælles økonomiske kage i kommunen.
Oplevelsen af nærvær og omsorgsfuld pleje kommer med engagerede og dedikerede medarbejdere. Det er ikke fair at kritisere ældreplejen bredt, og derved træde på alle der arbejder med pleje, i vores kommune.
Thisted kommune er netop blevet nr. 1 i en undersøgelse om fastholdelse af arbejdskraft i ældreplejen! Stort tillykke til ansatte og forvaltning. Vi har landets laveste udskiftning af medarbejdere i plejen.
Vi har nu fået afprøvet de selvstyrende teams i hjemmeplejen. Det er positivt modtaget, og det giver gode muligheder for færre forskellige medarbejdere i hjemmet. Det betyder øget nærvær. Dette er en succes! Lad os fortsat arbejde på mindre dokumentation.
En ekspertgruppe har netop (ud fra 18 indikatorer) kåret Thisted kommunes ældrepleje som den 7. bedste i Danmark.
Lad os stræbe efter førstepladsen. Den kan nås ved fælles hjælp.