THISTED: Mandag den 27. januar modtog lokalpolitiet i Thisted en anmeldelse om et indbrud i en villa på Fårtoftvej.
Ifølge politiet er indbruddet sket i perioden fra fredag eftermiddag til mandag morgen, hvor det blev opdaget og anmeldt. Indbruddet er sket gennem et vindue, som tilsyneladende ikke har været lukket helt.
– Men det giver jo ikke andre ret til at gå ind og tage andre folks ting, siger politikommissær Henrik Skriver Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Villaen er i øjeblikket under renovering, og der er stjålet en del værktøj, som tilhører de håndværkere, der arbejder i huset. Tyvene har ifølge politiet været rundt i hele huset.
Det stjålne værktøj er primært af mærket Makita og omfatter blandt andet slagboremaskiner, skruemaskiner, opladere og batterier. Derudover er der stjålet en krydslaser samt et par lamper af forskellige mærker.
– Det, der måske kan hjælpe med at lede nogen på sporet af værktøjet, er, at det hele er mærket med bogstaverne HBJ, oplyser Henrik Skriver Jensen.
Den samlede værdi af det stjålne værktøj er anslået til omkring 15.000 kroner.
Politiet opfordrer borgere, der har set noget mistænkeligt i området, eller som får tilbudt værktøj mærket HBJ, til at kontakte politiet.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
Kulturpris Thy 2026: Nu skal kandidaterne på banen
Østerild har 10 nye almene boliger i vente i 2027
Læserbrev: Sammenlign med Thyborøn-Agger Færgefart




















