POLITI: Nytåret 2025-26 bød som så ofte før på hærværkssager rundt omkring.
Lokalpolitiet i Thisted melder om en knust butiksrude i Bisgårdsgade i Thisted nytårsnat samt postkasser, der blev sprængt i stykker på Kronborgvej og Åbrinken. Desuden blev en husfacade på Bakkevej i Bedsted udsat for hærværk.
Flere steder har Nordjyllands Beredskab rykke ud til brand, men for politiet var der tale om et forholdsvist roligt nytår.
– Vi har selvfølgelig kørt til mindre sager med fyrværkeri og så videre, men der har været god stemning, og når vi har henstillet til, at folk skulle dæmpe sig, har de efterkommet vores anvisninger, siger politikommissær Niels Thing Kristensen.
Vanen tro bød årets sidste dage på anmeldelser om affyring af fyrværkeri, før det var tilladt. Men mængden har været til at overkomme.
– Det er bestemt blevet bedre i forhold til tidligere år, hvor man måtte sælge i længere tid og skyde af fra 27. december, siger Niels Kristensen og tilføjer:
– Vi har ikke beslaglagt meget fyrværkeri. Det har været enkelte kanonslag, vi har taget fra unge mennesker.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
Top 5: Det læste I mest om i 2025
Politiet slog til igen: Nye klip og frakendelser af kørekort på hurtig strækning
Pakhuset i Doverodde lades med “Levende landskaber”




















