HURUP: Onsdag den 7. oktober modtog lokalpolitiet en anmeldelse om indbrud på Gormsvej i Hurup.
Da politiet kom frem, kunne betjentene konstatere, at fem kælderrum tilhørende en boligblok var blevet brudt op.
– Det blev anmeldt i går, så jeg har ikke det eksakte gerningstidspunkt, men der er stjålet en del værktøj dernede af forskellige mærker, oplyser politikommissær Henrik Skriver Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Blandt det stjålne værktøj er mærker som DeWalt, Bosch og Falke. Der er også forsvundet forskelligt tilbehør, blandt andet dyre bor.
– Ja, alt muligt forskelligt udstyr til de der boremaskiner, fortæller Henrik Skriver Jensen.
Politiet står dog uden konkrete spor i sagen. Det gælder alle fem kælderrum.
Derfor håber politikommissæren, at nogen i området kan hjælpe med oplysninger.
– Så hvis der er nogen, der har noget viden eller bliver opmærksom på noget, så hører vi selvfølgelig gerne om det.
Politiet kan kontaktes på telefon 114.