SKJOLDBORG: Fem personer i en bil slap formentlig heldigt fra et trafikuheld sent mandag aften.
Klokken 23.46 fik politiet melding om situationen på Oddesundvej ved Skjoldborg, hvor en 23-årig mand fra Vesløs havde mistet herredømmet over køretøjet. Bilen, der var på vej i nordøstlig retning, røg først ud i rabatten og rullede derefter rundt i omkring 80 meter, inden den landede på hjulene igen.
Udover føreren var der fire passagerer i bilen, og to af dem fik brug for behandling – heraf en på sygehuset. Umiddelbart var der dog ikke tale om alvorlige skader, lyder det fra lokalpolitiet i Thisted.
– Det er relativt billigt sluppet, når bilen ruller 80 meter, siger politikommissær Henrik Skriver Jensen.
Politiet efterforsker stadig sagen, og det er endnu uvist, hvorfor føreren mistede kontrollen over bilen.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
Jens og Viktor til Thy Cup: Fed oplevelse og kæmpe fællesskab
Lun melding til fjernvarmekunder i Ræhr og Hanstholm: Fjernvarmeprisen falder
Lokale grønlændere: Donald Trump har sendt Danmark og Grønland i parterapi



















