SNEDSTED: Onsdag aften den 21. januar modtog lokalpolitiet en anmeldelse om et trafikuheld på Røde Anes Vej i Snedsted.
Ifølge politiet kom en personbil ført af en 78-årig lokal mand kørende i sydlig retning ad Røde Anes Vej. Af endnu ukendte årsager kørte bilen over i den modsatte vejbane, hvor den kolliderede med en traktor med tilkoblet gyllevogn.
Bag rattet i traktoren sad en 18-årig mand fra Thisted.
Ved sammenstødet mistede traktoren vejgrebet og endte i grøften. Da beredskabet kort efter ankom til stedet, var traktoren brudt i brand, og vejen blev i en periode spærret for al trafik.
– Den er i hvert tilfælde udbrændt og totalskadet, oplyser politikommissær Henrik Skriver Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Politiet oplyser videre, at omkring 25 tons gylle løb ud fra gyllevognen i forbindelse med uheldet.
– Det blev umiddelbart inddæmmet i en lavning, der var på stedet, så der var ikke de store bekymringer fra indsatsberedskabet i forhold til forurening, siger Henrik Skriver Jensen.
Politiet har ikke nærmere oplysninger om, hvordan gyllen efterfølgende blev fjernet, men oplyser, at der er blevet ryddet op på stedet.
Den 78-årige bilist blev kørt til sygehuset efter uheldet. Politiet har ingen aktuel status på mandens tilstand, men oplyser, at han ikke kom alvorligt til skade. Den 18-årige traktorfører slap ligeledes uden alvorlige personskader.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
Hanstholm Havn knudepunkt på containerrute mellem Rotterdam og Vestnorge
Stor interesse for åbent hus i regionsklinikken i Frøstrup
Ny skoleleder i Snedsted: – Jeg er sådan en, der stikker fingeren i jorden





















