POLITI: En 74-årig mand slap tilsyneladende heldigt under et færdselsuheld fredag formiddag.
Den 74-årige kom kørende på elcykel ad Søndre Thorstedvej, da han nærmede sig en forankørende lastbil ført af en 57-årig mand.
Føreren af lastbilen var bremset op for at tage et sving, og da ladet var læsset med lange stålbjælker, der nåede ud over bagenden, blev cyklisten ramt af en af dem, da han forsøgte at svinge uden om den drejende vogn.

Ifølge lokalpolitiet i Thisted kom cyklisten, der er udenlandsk statsborger, ikke alvorligt til skade ved uheldet. Han blev kørt til kontrol på sygehuset, og politiet har ingen aktuel status på hans tilstand.