HURUP: Søndag den 8. februar modtog lokalpolitiet en anmeldelse om et indbrud på Ny Refsvej i Hurup. Ifølge politiet er indbruddet sket i tidsrummet mellem lørdag aften og søndag middag.
En patrulje blev sendt til adressen, og allerede ved ankomsten havde politiet en mistanke om, hvilken person der muligvis kunne have en relation til indbruddet. Det førte til, at politiet samme dag valgte at besøge en anden adresse i Hurup-området.
På adressen traf betjentene boligens ejer, en 28-årig kvinde, som i forvejen er kendt af politiet. I boligen fandt politiet samtidig en større mængde værktøj, som formodes at stamme fra indbruddet på Ny Refsvej.
– Der var tale om en hel del håndværktøj og el-værktøj, oplyser politikommissær Henrik Skriver Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Politiet oplyser, at det fundne værktøj primært var af mærket Makita.
Den 28-årige kvinde blev sigtet på stedet, men har ikke umiddelbart erkendt at have haft forbindelse til indbruddet.
Politiet arbejder nu videre med sagen. Der forventes ikke yderligere sigtelser, men politiet undersøger, om noget af det værktøj, der blev fundet i kvindens hjem, kan stamme fra andre uopklarede indbrud i området.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
Josefine har trænet i ti år og har nået en milepæ
Tilbud til sårbare unge: – Vi er fælles om at tage det seriøst
Besøgscenter i Østerild: Har penge til at skaffe flere penge






















