NYKØBING: Kort efter midnat – natten til fredag den 23. januar klokken 00.04 – blev lokalpoliti og Falck Morsø kaldt ud til en brand på Højbro i Nykøbing. Der var udbrudt ild i en lejlighed i en etageejendom, hvor to personer opholdt sig.
Den ene person i lejligheden – en 56-årig mand fra Nykøbing – nåede selv ud, mens den anden, en 79-årig mand og fast beboer på adressen, blev reddet ud af brandvæsnet. Manden blev i første omgang kørt til Thisted Sygehus og senere fløjet videre til Rigshospitalet. Politiet har endnu ikke en aktuel status på hans tilstand, men han blev behandlet for røgforgiftning.
Politiets patrulje nåede kortvarigt at tale med den 79-årige mand, inden han blev transporteret videre til hospitalet.

Brand på Højbro i Nykøbing 23. januar 2026 – Foto: Falck Morsø
I forbindelse med slukningsarbejdet blev hele opgangen evakueret. Beboerne har siden fået lov at vende tilbage til deres lejligheder, med undtagelse af beboeren i lejligheden under den brandramte bolig, som fortsat er genhuset tilsyneladende på grund af vandskader, oplyser TV2 Nord.
Brandstedet er endnu ikke frigivet
– Vi skal i gang med nogle nærmere tekniske undersøgelser, og vi bliver nok klogere i løbet af dagen. Brandårsagen er endnu ikke fastslået, oplyser politikommissær Henrik Skriver Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Der var kraftig røgudvikling i forbindelse med branden, men det er fortsat uklart, om røgen har påvirket andre lejligheder i ejendommen. De tekniske undersøgelser skal nu klarlægge det videre forløb. Ifølge politikommissær Henrik Skriver Jensen fra lokalpolitiet i Thisted er der umiddelbart kun konstateret egentlige brandskader i den lejlighed, hvor ilden opstod.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
“Jeg må sige, det her har godt nok vendt min verden på hovedet” – appen UdenUSA skyder to unge fra Mors direkte ind i verdenspressen
“Friheden ved at kunne noget med sine hænder er for os alle”
Økonomiudvalget i Thisted siger nej til Feggesundfærgen

























