DEBAT: Når nogen mener, at vores familiers sager i kommunen ikke skal belyses, er det netop dér, vi bør begynde at spørge os selv, hvad der egentlig foregår.
Mig bekendt er jeg endnu ikke blevet kontaktet i forbindelse med den uvildige undersøgelse, som efter sigende skulle være sat i gang. Det undrer mig dybt. Vi familier, som er direkte berørt, burde da være blevet informeret – især når vi selv har søgt aktindsigt for at sikre, at alle oplysninger i vores sager bliver taget med.
Jeg har ikke underskrevet en samtykkeerklæring endnu, for jeg har intet fået tilsendt endnu.
Flere siger nu, at alt dette handler om valgkamp. Det gør det ikke. Jeg skrev mit første læserbrev allerede i juni, længe før nogen valgplakater var sat op – fordi jeg ganske enkelt ikke kunne være tavs om de svigt, vi har oplevet.
Tilbage i marts 2025 stod vi med en dreng i så alvorlig mistrivsel, at han ikke længere ønskede at leve.
En autoriseret psykolog, som vi selv havde opsøgt, lavede en underretning til kommunen på baggrund af hans tilstand.
Alligevel vurderede kommunen underretningen som “grøn” – altså uden behov for akut handling. Det er for mig helt ubegribeligt. Hvordan kan man læse, at et barn ikke ønsker at leve, og alligevel vurdere, at der ikke er grund til at reagere?
Ifølge Servicelovens § 50 skal kommunen hurtigst muligt tage kontakt til barnet for at undersøge, hvad der ligger bag en så alvorlig udtalelse – og det skal ske senest 10 dage efter underretningen. Det skete ikke.
I kommunens papirer står der, at vi blev indkaldt til underretningsmøde den 15. og 17. marts. Det er ikke korrekt. Vi modtog først indkaldelsen den 11. april, med mødedato den 28. april – altså halvanden måned efter underretningen.
Vi står tilbage uforstående og magtesløse. Hvordan kan et barn i dyb mistrivsel blive overset på den måde?
Havde I selv stået i en lignende situation med jeres barn, ville I forstå, hvor desperat og fortvivlende det føles at råbe om hjælp – uden at nogen lytter.
Kommunen tilbød godt nok en PPV-undersøgelse, men med en ventetid på over et år. Den tid havde vi ikke.
Derfor skaffede vi selv midler gennem en fond, og resultatet blev en 12 sider lang rapport – et tydeligt tegn på, hvor komplekse hans behov faktisk er.
Jeg er mit barns stemme, fordi han ikke selv kan råbe systemet op.
Men ingen forældre burde stå alene med det ansvar.
Når tilliden til systemet først er brudt, tager det lang tid – og meget menneskelig skade – at genopbygge den.















































