DEBAT: Efter de sidste mange års nedskæringer (læs lukning) af den kollektive trafik på Mors kvitterer du for at man fra politisk side har afsat 1 million i 2026 for at øens fri- og folkeskoler elever er sikret busmulighed til deres uddannelsessted!
- Siden hvornår er man begyndt i Morsø Kommune at sikre fri- og folkeskoler på lige vilkår?
- Hvad med de elever, der af den ene eller anden årsag ikke lige når bussen til skole eller uddannelse. Hvordan sikrer I, at de har mulighed for at komme senere afsted?
- Jeg håber virkelig, at det er en forglemmelse og ikke et udtryk for, at de er glemt, at du ikke nævner de mange unge mennesker på ungdomsuddannelserne. Denne gruppe har ofte skiftende mødetider, men ingen muligheder for at bruge den kollektive trafik. Medmindre de møder ind hver dag til kl. 8:00. Hvordan sikrer I, at denne gruppe tilgodeses?
- Den store borgergruppe, du beskriver som unge uden kørekort og ældre uden mulighed for at køre selv, bosat ude i landdistrikterne, hvordan sikrer I, at de tilbydes kollektiv trafik?
Hvis vi leger med tanken, at den samlede million tilfalder busserne på Mors, vil det give 4 til 5 timers buskørsel mere på vejene i hverdagene. Men med udgangspunkt i din lange ønskeseddel bliver resultatet noget anderledes!
Din Ønskeseddel indeholder et ønske om at reducere prisen pr. kilometer på Flex- og Plusture. Prisen for flextur er i dag 7 kr. pr km. i Morsø Kommune dog minimum 60 kr. pr tur. En tur fra Karby til Nykøbing er på ca. 20 km. og vil derfor koste 140 kr. hver vej! Hvis man så tror, at hvis man rejser sammen 2 eller flere så deler vi bare de 140 kr. næ nej – alle medrejsende skal betale 140 kr.!
- Hvordan sikrer I, at denne gruppe uden kørekort eller andre uden mulighed for at køre selv får mulighed for at benytte den gratis kollektive trafik på Mors?
Ønskesedlen indeholder også et ønske om særbusser til eksempelvis Skaldyrsfestival og Kulturmødet. Hvad med alle de andre arrangementer, der foregår året rundt?
- En gågade, der hele sommeren summer af liv, og de mange andre fantastiske arrangementer, der foregår rundt på vores fantastiske ø året rundt, hvordan sikrer I, at alle uanset bopæl og trafikmæssig evne sikres mulighed for at opleve disse?
Vi mangler en plan for, hvad Venstre vil med den kollektive trafik på Mors, for uden nytænkning kommer man ikke langt for 1 million.
Det Konservative Folkeparti har fremlagt en plan for den kollektive trafik på Mors. Planen indeholder kollektiv trafik for alle borgergrupper uanset bopæl og trafikmæssig evne, som du beskriver det, for hele Mors. Denne plan kalder vi for Ø-busser.
Af Keld Nielsen – Kandidat til KV25 for det Konservative Folkeparti