DEBAT: Jeg er stadig rystet efter valgmødet i Sejerslev, hvor flere familier deltog for at stille spørgsmål til borgmesteren. Hans svar endte med at kalde os “en klikke” og antyde, at vi nok ville blive stille igen, når valget var over. Det er dybt krænkende og vidner om manglende respekt for borgere, der blot beder om retssikkerhed og hjælp til deres børn. For sandheden er: Vi bliver ikke stille.
Der er mange flere familier derude, som ikke tør stå frem – ofte fordi de frygter repressalier, eller at kommunen vil true med at fjerne deres børn. Det er alvorligt, og det kræver politisk handling, ikke bortforklaringer.
Når vores borgmester ønsker, at Morsø Kommune skal være frikommune, bliver jeg ærligt talt bange. For hvad betyder det i praksis? Endnu flere undtagelser, færre regler – og dermed friere hænder til at bryde loven. Det er uacceptabelt, når vi allerede ser sager, hvor kommunens medarbejdere tilsidesætter lovgivningen uden konsekvens.
Flere borgere har gjort borgmesteren opmærksom på ulovligheder – men der bliver ikke iværksat nogen uvildig undersøgelse, selvom det er hans pligt.
Når man kontakter borgmesteren, får man heller ikke svar direkte fra ham – men fra en sekretær. Det efterlader et indtryk af et system, der hellere vil skjule end handle.
Vi er selv en af de familier, der for nylig var med i fjernsynet, fordi kommunen ændrede i et referat fra et TUT-møde.
Kommunen indrømmede, at der var begået fejl – men det stoppede ikke der.
I det nye referat, jeg har modtaget, er der igen alvorlige fejl, og dokumentet mangler nu både underskrift og afsender. Det er bare et Word-dokument, som kan ændres når som helst. Sådan må en offentlig forvaltning aldrig arbejde.
Vi har nu fået tilbudt, at et revisionsfirma skal gennemgå sagen – men vi ved ikke hvilket firma, og vi har ingen garanti for, at alt relevant materiale bliver sendt med. Det vækker ingen tillid.
Jeg er der, hvor nok er nok. Hvor mange ulovlige sager skal der til, før nogen reagerer?
Vi er mange familier, der kan dokumentere lovbrud og grove fejl.
Jeg skriver ikke dette som politiker, men som mor.
Jeg mistede i 2008 en datter i en bilulykke.
I dag kæmper min søn på 15 år mod leukæmi – og hans lillebror på 11 år, som selv kæmper psykisk, får ikke den hjælp, han har krav på.
En psykolog underrettede allerede i marts om, at vores yngste søn sagde, at han ikke ønskede at leve mere. Alligevel reagerede kommunen først i maj. Det er et lovbrud – og et svigt, som ingen familie burde opleve.
På møder med kommunen og skolen bliver vi mødt med modstand og fejl. En fagperson fra psykiatrien påpegede, at vores søns problemer går helt tilbage til børnehaven – og at han har brug for en PPV-undersøgelse. Alligevel fik vi at vide, at vi skal vente et helt år. Et år, hvor et barn, der råber på hjælp, bare skal vente.
Og hvorfor? Fordi kommunen ikke bruger autoriserede psykologer, men egne PPR-medarbejdere uden rette uddannelse. Det er uansvarligt og umenneskeligt.
Vores familie har fået hjælp – men ikke fra kommunen.
Vi fik støtte fra en fond, der reagerede hurtigere og mere medmenneskeligt end Morsø Kommune. De penge burde have været brugt på forskning – ikke på at redde et barn, som kommunen burde have hjulpet for længst.
Jeg er dybt rystet over, at det i en lille kommune som vores er blevet normalt at presse familier psykisk i stedet for at støtte dem. Det ødelægger liv.
Vi har talt med mange politikere, der siger, de ser os og lytter – men der sker ingenting.
Der skal ryddes op.
Ikke efter valget. Nu.
For hvis det var jeres børn, jeres familie – så ved jeg, I ikke ville acceptere det her.
– Helle Pedersen
Nyheder
