DEBAT: Hvad siger det om os, når et byrådsmedlem ikke vil støtte multihandicappede børn? Gælder det også deres forældre – og andre med synlige eller usynlige handicap samt ressourcesvage borgere på Mors?
I går blev jeg mindet om, hvor skrøbelig vores forståelse af et værdigt børnesyn og af omsorgens vilkår for de svageste kan være. Jeg blev stoppet på gågaden af et lokalt byrådsmedlem, som tilbød mig et bolsje. Jeg takkede ja – men sagde også, at jeg ikke stemmer på vedkommende.
Det blev starten på en samtale, hvor jeg delte en oplevelse med en ung mands skæbne i 2023 – en oplevelse, som sidenhen fik stor betydning for min søn og mig. Men så kom chokket. Byrådsmedlemmet udtrykte en holdning, som efterlod mig dybt rystet. Det handlede om, hvordan man ser på familier med multihandicappede børn – og hvorvidt samfundet overhovedet skal bære det ansvar, det kræver. Jeg gengiver ikke ordene direkte, men jeg gik derfra med en følelse af, at menneskelighed og økonomi var blevet sat op mod hinanden på en måde, jeg aldrig havde forestillet mig. Og det blev sagt – næsten henkastet – som var det blot en snak om vejret.
Men børn – alle børn – har værdi i kraft af deres liv, ikke i kraft af deres evne til at give overskud på et kommunalt regneark.
Jeg frygter, at økonomien fremmer kynisme, fra byråd til direktion, forvaltning og ned gennem afdelingerne i Morsø Kommune.
Danmark har tilsluttet sig FN’s Handicapkonvention, som fastslår, at mennesker med handicap har samme rettigheder som alle andre. Vores handicappolitik bygger på inklusion, respekt og lige muligheder. Alligevel viser erfaringer fra familier, at der er store forskelle på, hvordan kommuner behandler dem. Nogle får støtte og forståelse – andre må kæmpe for selv de mest basale rettigheder. Den virkelighed førte til dannelsen af foreningen Familiens Stemme.
En bestemt afdeling, der varetager familier, har fået en del opmærksomhed på det seneste. Min kritik står ved magt – men det ville være hyklerisk at fastholde, at problemerne udelukkende skyldes ledelsen i én forvaltningsafdeling. En ny erfaring har udvidet mit blik: Jeg havde hørt rygter om, at ansvaret kunne ligge højere oppe i systemet – men først da jeg reflekterede over byrådsmedlemmets udtalelse, gik det op for mig, hvor dybt problemet stikker. Det ramte mig som en kulsort erkendelse.
Heldigvis er der politiske kræfter nationalt, der arbejder for forbedringer. Den nye rammeaftale på handicapområdet skal sikre hurtigere og bedre hjælp, færre meningsløse revurderinger og mere tillid mellem borgere og system. Men på Mors – hvor flere partier promoverer ønsket om frikommunestatus – bliver loven måske reduceret til anbefalinger. Er der politisk ledelsesvilje til at følge lovens ånd og bogstav? Og for hvem?
Uden sammenligning i øvrigt: Stanford Prison Experiment blev stoppet, da én person sagde fra over for det umenneskelige. Det er den superkraft, vi alle har – at sige fra. Men I, (kommende) byrådsmedlemmer, har en ekstra: I har magten til at ændre det bestående og skabe bedre vilkår for børn og familier i udsatte positioner. Brug den.
Jeg siger klart fra over for byrådsmedlemmets udtalelse – og tager lige så klart afstand fra familieafdelingens forhåbentlig fortidige praksis. Jeg siger ja til gennemgribende forandring i den politiske kultur i byrådet, direktionen og især forvaltningskulturen.
Jeg siger ja til reelle muligheder for retssikker omsorg og gensidig respekt i mødet mellem borger og forvaltning.
Brian Dalgaard – adjunkt på læreruddannelsen og far
