Læserbrev: Meiner Nørgaard og farvepaletten
Dette er et læserbrev og et udtryk for skribentens holdning. Af Jette Jepsen kandidat for Radikale Venstre til Kommunalvalget 2025.

DEBAT: I den politiske sommerserie på KunMors: Hvor står Danmarksdemokraterne 100 dage før valget? – udtaler Meiner Nørgaard, at Radikale Venstre er et rødt parti.
Meiner forstår i sin retorik at gøre ting simple – sort eller hvid – og når vi taler politik: blå eller rød. Det siger rigtig meget om hans tilgang til nuancer – eller mangel på samme. Radikale Venstre har farven magenta, som er en lige del rød og blå – og det er Radikale Venstres politik også.
Selvom jeg er ked af at indrømme det, så har Danmarksdemokraterne og Radikale Venstre noget tilfælles, og det er deres oprindelse; at de begge er “udbrydere” af partiet Venstre.
Radikale Venstre er i modsætning til Danmarksdemokraterne et gammelt parti.
Radikale Venstre blev stiftet i 1905 på baggrund af en splittelse i partiet Venstre omkring forsvarspolitikken og modsætningen mellem gårdmænd og husmænd. Radikale Venstre blev partiet for husmændene. Partiet har siden spillet en central rolle i dansk politik som et socialliberalt midterparti, der har samarbejdet med både højre- og venstreorienterede partier. Sådan ser Radikale Venstre på Mors også os selv i dag – et socialliberalt midterparti, der kan samarbejde lige godt med både blå og røde partier i vores kommunalbestyrelse.
Radikale Venstre har dybe rødder på Mors og en stolt historie. Markant medstifter af partiet i 1905 var morsingboen Peter Munch, som var født og opvokset i Redsted, søn af gårdejer Chresten Møller Munch. Han var selv medlem af Folketinget fra maj 1909 til 1945 og bestred i perioden poster som hhv. indenrigsminister, forsvarsminister, og senere udenrigsminister. Peter Munch var gift med Elna Munch. Elna Munch var en af drivkræfterne for kvinders valgret, og blev valgt ind i Folketinget for Radikale Venstre i 1918, efter kvinderne fik valgret i 1915, som én ud af de fire kvinder, som var de første kvinder i Folketinget.
Radikal politik karakteriseres ved en stræben efter gennemgribende forandringer og fornyelse på flere områder. Det indebærer en stærk tro på individets frihed og rettigheder, samtidig med et ønske om social lighed og retfærdighed. Radikale Venstre prioriterer uddannelse, bæredygtighed og en aktiv rolle i EU.
Det bliver spændende at følge Danmarksdemokraterne, som betegnes som et nationalkonservativt parti. Spændende om Danmarksdemokraterne har en kommunalpolitik og interessant, hvor hårdt partiets top styrer kandidaterne til kommunalvalget. Spændende at se om der i kommunalpolitik overhovedet er forskel på Venstre og Danmarksdemokraterne.
På vegne af kandidaterne for Radikale Venstre til Kommunalvalget 2025 Jette Jepsen, medlem af kommunalbestyrelsen.
V. Hvidbjerg.
Ingen resultater