DEBAT: På vælgermøderne har der været fokus på, hvordan vi får folk til at arbejde og bosætte sig på Mors, og hvordan vi kan ”brande” Mors.
Da jeg blev færdig som pædagog på Holstebro Børnehaveseminarium i 1975, var der stor arbejdsløshed blandt pædagoger. Jeg vidste, at det blev svært at få job. Men det lykkedes heldigvis. Der kom en delegation fra Gøteborg i Sverige. De havde mangel på pædagoger. Vi blev tilbudt et besøg i Gøteborg med overnatning og ture rundt til de institutioner der manglede pædagoger. Ud over det tilbød de os en møbleret lejlighed at flytte ind i, og svensk kursus til vi kunne klare os fint blandt børnene. Jeg sagde selvfølgelig ja tak, så jeg kunne komme i arbejde og få noget erfaring på mit CV, og så senere komme hjem til Danmark igen.
Vi kunne gøre noget lignende på Mors. Tag ud på uddannelsesinstitutionerne og inviter på besøg på Mors og se, hvad vi kan byde på her. Det kan vi bruge både i kommunen og på vores erhvervsvirksomheder. Det må også være muligt at hjælpe med et sted at bo, og hvis det er en der er gift, at hjælpe ægtefællen til et job
Vi skal også i gang med at brande Mors, og i går (onsdag, red.) på Højskolen hørte vi en ildsjæl brænde for at hjælpe til, oven i købet uden at få betaling for arbejdet. Så hvad venter vi på?
Som ansat på Højskolen skal man bosætte sig i Flade. Det giver gode skattekroner til Mors, som vi så kan bruge på velfærden.
Måske kan man på øens største arbejdsplads, kommunen, tænke på, at hvis man har to lige kvalificerede ansøgere, så skal man vælge den person, der vil bosætte sig på Mors. Det giver skattekroner. Det er vel ikke ulovligt at spørge. Jeg blev da spurgt om jeg ville bosætte mig på Nordmors, da jeg blev børnehaveklasseleder på Sejerslev skole.
Lad os få alle de gode ideer frem, så vi kan få flere gode skatteydere til Mors, så vi på den måde får råd til den velfærd, som vi brænder for at yde.
I SF bruger vi vores to ører til at lytte, og glæder os til at få gode forslag til gavn for alle.
Anna Røntved, kandidat for SF til KV25.












































