DEBAT: Kommunalbestyrelsen har nu meddelt, at der skal iværksættes en undersøgelse af Familieafdelingen
Det lyder umiddelbart godt – men lad os være ærlige: Det er samtidig en indrømmelse af, at alt ikke har været så godt, som man hidtil har påstået.
Alligevel vælger politikerne i samme pressemeddelelse at erklære fuld tillid til alle medarbejdere.
Hvordan hænger det sammen med, at der allerede er dokumenteret fejl i mødereferater – fejl, hvor udsagn er blevet tillagt borgere, selv om de aldrig er blevet fremsat?
Det kan man ikke bare feje ind under gulvtæppet.
Flere familier har oplevet selv at blive gjort til problemet, mens deres egen læge har fastslået, at det stik modsatte var tilfældet: At de blev presset af en lukket og ufleksibel forvaltning.
Er det i orden, at man kan modtage et referat eller en afgørelse i et almindeligt Word-dokument uden afsender, dato, klagevejledning og sagsnummer?
Når borgerne mister tilliden, hjælper det ikke med flere pæne ord og interne undersøgelser.
Hvis denne undersøgelse skal have troværdighed, kræver det en reel borgerinddragelse. Der bør nedsættes en uafhængig følgegruppe med repræsentanter for familierne, personalet, organisationer og politikere.
Den gruppe skal ikke bare orienteres – den skal have indflydelse på, hvad der undersøges, og hvem der undersøger.
Alt andet er symbolpolitik.
Og borgernes tillid fortjener mere end det.
Kommunen må tage ansvar.
Steen Klærke, medlem af Enhedslisten Morsø









































