DEBAT: Keld Kortegaard, nu er du igen lidt på afveje i henhold til fakta, denne gang i forhold til sagen om landsbybusser.
Den nuværende Kommunalbestyrelse vedtog i sit konstitueringsgrundlag at vi skulle se på nye muligheder i den kollektive mobilitet.

Dette gjorde at Morsø Kommune indbød øens foreninger til et dialogmøde i februar 2025, med henblik på at alle kunne fremkomme med deres ønsker til nogle mere fleksible løsninger i den kollektive mobilitet. Derefter udsendte kommunen et spørgeskema til alle og vi modtog 2.500 besvarelser.
Alt dette har betydet at Kommunalbestyrelsen(minus Socialdemokratiet) nu er enige om at igangsætte udførelsen af projektet med landsbybusser, hvor frivillige og øens foreninger inddrages, så vi finder den bedste måde at opfylde de forskellige lokalområders ønsker på.
Og Keld, det er helt rigtigt at du kontaktede mig med nogle tanker du havde omkring emnet. Vi afholdte et møde og det vil jeg gerne kvittere for og sige tak for, da alle gode input altid er velkomne, så vi sikrer de bedst mulige løsninger for morsingboerne.
Jeg glæder mig over dette tiltag på vegne af borgerne i vores landsbyer og vores lokalområder, da der nu kommer et brugbart alternativ til den manglende mulighed i den offentlige transport, som mange efterspørger.
Dette er med til at binde Mors yderligere sammen og med til at sikre et Mors i balance.