DEBAT: Forhåbningerne om at kapre stemmer ved det kommende kommunalvalg er i fuld gang – både blandt opstillede kandidater og politisk engagerede borgere i Morsø Kommune.

Mit ærinde handler ikke om partipolitik, men om noget, vi som kommune skal kunne stå inde for: Kvaliteten af hjemmehjælp til vores ældre.
Det bliver ofte nævnt – blandt andet af Ældre Sagen – at Morsø Kommune har et af landets laveste budgetter til hjemmehjælp. Det er kritisabelt i sig selv, men diskussionen får en ny dimension, når man kigger på brugeroplevelsen.
Her kommer fakta:
I 2025 gennemførte Ældreministeriet og Danmarks Statistik den første landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelse på hjemmehjælpsområdet. Over 50.000 hjemmehjælpsmodtagere deltog. Rapporten viser, at Morsø Kommune havde en gennemsnitlig tilfredshed på 4,0 på en skala fra 1 til 5. Det er identisk med landsgennemsnittet.
Enhver virksomhed, der har et produkt, de fremstiller, beregner på forhånd et begreb, der hedder dækningsbidrag. Det er udregningen på, hvor meget det koster at producere produktet, inden det bliver sat i produktion. Er dækningsbidraget godt – så kører maskinerne.
Dette begreb dækningsbidrag kan egentlig godt sammenlignes med kommunernes tilfredshedsprocenter.
Morsø Kommune har en pose penge til hjemmehjælp – mindre end mange andre kommuner – og indhenter alligevel en tilfredshed (jfr. ovenstående) på cirka 78 % blandt brugerne.

Det kunne være rigtig spændende at se en sammenligning med andre kommuner i Danmark, der har et lavt budget for hjemmehjælp – hvordan rangerer deres borgeres tilfredshed? Og ikke mindre spændende: en sammenligning med de kommuner, der bruger store beløb pr. borger – og deres tilfredshedsgrad.
Bagefter kunne man tage en dialog med de mange kritikere af hjemmeplejen i Morsø Kommune.
Der er et godt begreb – rehabilitering blandt ældre – i gang over hele Danmark.
Kunne det tænkes, at Morsø Kommune har fuld gang i dette, eller er det personalet i hjemmeplejen, der bare TOPPER i forhold til andre kommuners?
Mogens Skjærbæk – borger i Nykøbing
(Redaktionel bemærkning: Læserbrevet er redigeret for faktuel præcision. Data stammer fra Danmarks Statistiks rapport om brugertilfredshed med hjemmehjælp (juni 2025). Den nævnte tilfredshedsprocent er baseret på landsgennemsnit og opgjort gennemsnitligt for Morsø Kommune, da specifik procent for kommunen ikke var tilgængelig i offentlig rapport.)