DEBAT: Jeg læser med iver og glæde de mange læserbreve valgkampen kaster af sig. Det en speciel tid. Og slaget om fremtiden for vores ø skal snart stå.
Jeg er pt. i et forløb, hvor jeg flere gange dagligt har besøg af sygeplejerskerne fra Morsø hjemmepleje; Engagerende, faglige, dygtige sygeplejersker. Jeg får en fornuftig udførlig behandling. Ligesom man må forvente.
Men de løber stærkt! Og det blot sygeplejerskerne, hvad så med SOSU-assistenterne og hjælperne. Der tjekkes ind inden hoveddøren åbner, og tjekkes ud så snart hoveddøren smækkes.
En skål frisk lavet havregrød er ik længere en realitet for øens hjemmeboende ældre. Ej heller en franskbrød med ost til eftermiddagskaffen.
Jovist du kan bestille den en uge forinden, så den er færdig smurt. Og som udvalgsformanden på området tidligere har prøvet i egen mund, med udtalelse om det fejler intet.
På trods af et system der er presset til bristepunktet og der skriges på manglede arbejdskraft. Kan man læse den ene blå kandidat efter den anden, nye som gamle. Skrive at vi skal sikre et godt erhvervsliv, for at få den gode velfærd. Sådan lyder det i dette valgår, sådan lød det for 4,8, og 12 år siden.
Erhvervslivet blomstrer ubetinget. Og gudskelov for det! Men der er saftsusme kapitler i velfærden der sejler!
Hver gang der er lavet undersøgelser, får vi skudt i skoene af socialudvalgsformanden, jamen undersøgelsen og tallene kan ik stå alene.
Hvordan kan man blive ved at tro at erhvervslivet er nøglen til den gode velfærd?
Hvordan kan I nye kandidater blindt tro på dette?
Når virkeligheden viser stik modsat?
Vil I ik se realiteten eller må I ikke?
Venstre har haft taktstokken længe nok til at bevise. Men hvad er der sket på ældreområdet?
Som lille knægt blev jeg fortalt at tandfeen kom med penge, blot jeg lagde de tabte tænder under hovedpuden. Realiteten var dog en anden, min tandfe havde i hvert tilfælde ikke altid styr på hvornår jeg tabte tænder. Men ik desto mindre fortsatte jeg da med at prøve. I dag er jeg dog overbevist om tandfeen måtte være ‘valgflæsk’
Max Madsen
