DEBAT: Når man læser de mange forskellige læserbreve, kigger i valgmateriale fra de forskellige partier, så er der ønsker og forventninger om mange nye tiltag, som alle skal gøre det bedre at bo og leve på Mors. Forslagene er mange og fantasifulde. Et har de dog næsten alle til fælles. Der er ingen af forslagsstillerne, som peger på en finansiering af forslagene. Det er umiddelbart en bekvem måde at føre politik på, men ikke specielt ærligt.
I hovedtræk får en kommune sine indtægter fra skatter, bloktilskud og særtilskud. Udover dette kan man skaffe finansiering til velfærdsområder ved at omprioritere ressourcer fra et område til et andet, man kan søge om at øge skatterne og endelig kan man øge låneoptaget.
Der er ulemper ved alle tre modeller. Hvilke områder kan man spare på? Der er et statsligt dikteret skattestop, som gør at en kommune ikke umiddelbart kan sætte skatten op og vælger man at lånefinansiere sin velfærd, efterlader man populært sagt regningen til eftertiden at trækkes med. Det er vel ikke rimeligt ?
Når budgetterne skal planlægges, er der årligt en vis spænding blandt politikerne og embedsfolkene. Hvor stort et særtilskud kan man få i netop dette kalenderår? Særtilskuddet kan søges af vanskeligt stillede kommuner og skal råde bod på socioøkonomiske misforhold i den eksisterende udligningsreform, En reform, som i sin nuværende form underfinansierer Morsø kommune med op til 75 mill årligt.
Morsø kommune har en gældende partnerskabsaftale med Indenrigsministeriet, som skal genforhandles i starten af 2026. Aftalen har årligt garanteret Morsø kommune 20. mill. forlods, det beløb, som man efterfølgende har fået i den særtilskudspulje, som alle beklemte kommuner har kunnet søge. Partnerskabsaftalen har dermed sikret vital økonomi til Morsø kommune.
En af de vigtigste opgaver, hvis ikke den DEN vigtigste for Borgmesteren i 2026 er, at få landet en ny 3 årig partnerskabsaftale med indenrigsministeren. Denne aftale skal som hidtil sikre Morsø kommune en ekstra økonomi, som kan få enderne i budgetterne til bedre at nå sammen. Folketinget har varslet en ny udligningsreform i 2029, hvor der skal tages hånd om de misforhold som er gældende i den nuværende. Men indtil da skal der kæmpes for en ny aftale.
Den bedste mand til denne vigtige opgave er vor nuværende Borgmester Hans Ejner Bertelsen, som med sin erfaring fra de sidste 12 år, gode personlige og partimæssige relationer til netop indenrigsministeren, må siges at have de bedste kort på hånden for at sikre en ny partnerskabsaftale med den optimale økonomi for Mors. Vi ved alle at relationer og erfaring giver noget pondus, som kan sikre den bedste aftale. Til gavn for Morsingboernes velfærd. Tiden er ikke til eksperimenter.
På tirsdag er det derfor afgørende vigtigt at man placerer sin stemme en af de dygtige kandidater fra Venstres hold, så vi sikrer et genvalg af Hans Ejner Bertelsen, som Borgmester. Stem personligt og gerne på Venstres nummer 17. Det ansvarlige valg.
Thomas Dahlgaard, kandidat for Venstre til KV25.












































