DEBAT: “Fuck, hvor er I efterladt”
Sådan lød de stærke ord fra en af deltagerne på borgermødet den 10. september.
Mødet samlede familier, der har haft sammenstød med Morsø Kommunes Børne- og familieafdeling. Og ordene ramte plet.
“Når familier dokumenterer fejl, men kommunen slipper for ansvar, er det ikke bare en fejl i systemet – det er systemet. På Mors svigter vi børnene”.

Alt for mange oplever, at de står helt alene. At de ikke får oplysning om deres rettigheder, og at ingen er på deres side. Flere fortalte, hvordan kommunens referater ikke afspejlede, hvad der faktisk blev sagt på møderne – noget de kunne dokumentere med lydoptagelser. Andre udtrykte frustration over, at selv åbenlyse fejl eller utilstrækkelig sagsbehandling ingen konsekvenser har for kommunen.
Og hvem kan bebrejde dem? Hvis en kommune kan fortsætte ufortrødent uden at blive holdt ansvarlig, hvilket incitament er der så til at ændre en dårlig kultur?
Det burde handle om børnene. Men de historier, vi hørte denne aften, pegede desværre på noget andet: At nogle sagsbehandlere tager det personligt, når borgere insisterer på deres rettigheder – i stedet for at holde fokus på barnets tarv og Barnets Lov.

Så hvad kan vi gøre? Vi foreslår to ting:
• en uvildig undersøgelse af Børne- og familieafdelingen og PPR
• Og at der ansættes en uafhængig borgerrådgiver, som et vigtigt skridt mod bedre retssikkerhed og bedre sagsbehandling. En borgerrådgiver kan rådgive, vejlede og støtte borgere i deres sag.
Derudover skal kommunen prioritere at ansætte uddannede socialrådgivere med erfaring – og skabe rammer, hvor medarbejderne kan udføre deres arbejde med ordentlighed, respekt og tillid.

Arbejdet med børn og familier kræver fagligt stærke medarbejdere, supervision og et sundt arbejdsmiljø.
Kun sådan kan vi skabe et system, der faktisk sætter børnene først – i stedet for at efterlade familier i magtesløshed.