DEBAT: Duften af mad, et smil fra en medarbejder og tid til den enkelte, det er dét, der skaber tryghed og trivsel.
I mit nye læserbrev sætter jeg fokus på arbejdsmiljøet på Mors og omsorgen for vores ældre.
Små forandringer kan gøre en stor forskel. Hjælp til vores ældre, men ikke for enhver pris. Rehabilitering og selvhjulpenhed er godt, men det må aldrig ske for enhver pris.
Klart vil de fleste helst være selvhjulpne, og det skal vi lytte til og give dem de nødvendige redskaber og støtte dem til at blive selvhjulpne, hvis det er muligt.
Dog er der ingen ældre, som skal føle sig presset ud i utryghed eller usikkerhed.
En robotstøvsuger kan være et fint supplement, men ikke hvis der ligger iltslanger på gulvet, eller hvis borgeren har dårligt syn og risikerer at falde over den. Her skal vi bruge sund fornuft og se på det enkelte menneske.
Maden fra Skovparken smager godt, men den giver ikke duften af nylavet mad på plejecentrene.
I Dansk Folkeparti mener vi, at der bør laves mad lokalt på plejecentrene, om så bare nogle få dage om ugen. Duften af mad stimulerer appetitten, især hos småtspisende ældre. Det skaber livsglæde og hjemlighed.
Skovparken tilbyder faktisk en gratis diætist til borgere med diabetes, småtspisende og andre med særlige behov, som er visiteret til at købe mad derfra – og det skal de have ros for. Det er en virkelig flot service.
Deres smurte madder ser dog ofte meget kedelige ud, især når de har stået i køleskab i fem-seks dage. Når man tager prisen i betragtning, ville det være ønskværdigt, at plejepersonalet måtte hjælpe hr. Jensen med at smøre en frisk mad. Det må personalet desværre ikke i dag, og det viser, hvor stivnakket systemet nogle gange er blevet.
Små tiltag kan gøre en stor forskel
Det behøver ikke at være dyrt at skabe bedre trivsel og bedre service.
- Borgere i fleksjob kunne for eksempel tilbydes aktivitetsjob, hvor de serverer væske for at forebygge dehydrering, aktivere borger, hygge og gå en tur med dem, som har lyst til det.
- I hjemmeplejen kunne et fast team tage sig af nødkald og akutte opgaver, så resten af personalet får ro til deres planlagte besøg.
- Vi kunne med fordel tage moderne teknologi i brug for eksempel AI til at lave kørelister. Det ville mindske behovet for tung manuel planlægning og frigive flere faglærte hænder til det, der betyder mest: omsorg, nærvær og tid hos borgerne.
Vi skal også huske det, der fungerer
Nu skal folk heller ikke tro, at alt er negativt eller ubrugeligt i Morsø Kommune sådan som det ofte kan komme til at lyde i debatterne.
Vi skal selvfølgelig tale om det, der ikke fungerer. Det er nødvendigt for at kunne forbedre forholdene.
Men samtidig har vi rigtig mange ting, der fungerer godt, og det skal vi huske. Det er netop på de styrker, vi skal bygge videre.
Når medarbejdere yder omsorg med varme, når teams samarbejder, og når løsninger faktisk virker, så skal det også frem i lyset. Det giver både stolthed, motivation og retning.
Trivsel handler også om medarbejderne.
Vi ved, at sygefraværet i den offentlige sektor har været meget højt gennem længere tid. Heldigvis er udviklingen begyndt at vende, men endnu ikke nok til, at vi kan læne os tilbage.
Mange medarbejdere løber stærkt. Indimellem så stærkt, at de glemmer sig selv, og det giver både stress og dårlig trivsel.
Plejen får ofte ros, og det er velfortjent.
Men hvis ros og resultater sker på bekostning af medarbejdernes trivsel, så er det ikke i orden.
Her har vi som politikere og ledelse et ansvar for at sikre, at rammerne følger med, og at arbejdsglæden kan holde til tempoet.
Lad os komme videre sammen
Vi skal turde kigge indad, tage snakken og handle i tide. For trivsel handler ikke kun om tal og projekter det handler om mennesker.
Både medarbejdere og borgere fortjener, at vi tager det alvorligt.











































