DEBAT: For et stykke tid havde jeg den store glæde at blive inviteret som dommer til en slags Løvens Hule på Morsø Handelsgymnasium, hvor unge iværksættere skulle præsentere deres opfindelser. Det var en kæmpe fornøjelse at opleve den glæde og gejst, og ikke mindst iderigdom og iværksætterånd, der gennemsyrede formiddagen og deres præsentationer. Stor er min glæde da også, når jeg ser at et af holdene nu er nomineret på landsplan til at blive Åres Unge Iværksætter 2025. At 4 unge fra Mors – igen – er nået så langt. Det er jeg pivstolt over.
Når de unge forhåbentlig etablerer deres virksomhed – Secure Pills – skal det jo gerne været et naturligt valg at det er på Mors. Vi skal fortsat sikre, at det er nemt at være iværksætter og komme i gang med en virksomhed. At det ikke behøver at være dyrt med lokale. At der er hjælp og vejledning at få. at der er netværk med andre iværksættere osv. Heldigvis har vi et særdeles velfungerende erhvervsråd, hvor man stort set kan få hjælp til det meste, og pr. 1. januar 2026 åbner Business Park Mors i det tidligere Morsø Folkeblad. Et sted, hvor det er nemt at leje et skrivebord eller et lokale, hvor råd og vejledning er tæt på, og hvor der efterhånden som stedet fyldes op, også er rig mulighed for at netværke.
Jeg ved godt, at jeg har skrevet det tidligere, MEN et godt, udviklende og velfungerende erhvervsliv er en ultimativ forudsætning for alt det andet vi både skal og vil på Mors. Og det vil jeg – blandt meget andet – fortsat arbejde for, når jeg sidder i kommunalbestyrelsen 1. januar 2026. Jeg glæder mig.
Lidt fakta:
Årets Unge Iværksættere er en national pris, uddelt af Erhvervsministeriet i samarbejde med Fonden for Entreprenørskab, for at hylde unge iværksættere mellem 15 og 20 år. Prisen belønner unge, der viser mod, kreativitet og ansvar ved at skabe løsninger, der har en positiv samfundsmæssig effekt. Formålet er at inspirere flere unge til at starte deres egen virksomhed (Kilde: ffefonden.dk)












































