LÆSERBREV: Drikkevandet på Mors har brug for hjælp nu!
Dette er et læserbrev og et udtryk for skribentens holdning. Af Niels Hørby Jørgensen, kandidat for Radikale Venstre til KV25.

DEBAT: Vandværker på Mors kan i fremtiden få svært ved at levere rent drikkevand til Morsingboerne – i hvert fald uden at skulle rense vandet først.
Ifølge den seneste opgørelse fra vandværkerne er 70 % af drikkevandsboringer på Mors ramt af forurening med pesticider.
Ingen andre kommuner i Jylland har så høj andel af boringer med pesticidrester.
I 9 ud af 57 boringer er der nu målt værdier over den fastsatte grænseværdi.
Oplysningerne kommer fra GEUS-databasen Jupiter. Her indberetter vandværkernes laboratorier løbende målinger af det grundvand, der anvendes til drikkevand
TV2nord skriver den 10. oktober 2025, at de nordjyske kommuner er hårdt ramt.
Højeste andel af boringer med pesticid rester er der på Mors med 70%, herefter Thisted med 59 % og Aalborg 57 %.
I den lave ende er der Læsø med 11 %, Mariager fjord 20 % og Rebild med 23 %.
Det kalder på hurtig handling for at beskytte drikkevandet på Mors for de kommende generationer.
Det kan gøres ved at etablere grundvandsparker, som er beskyttede områder der hvor drikkevandet dannes.
Helt tilbage i april 2023 var der en artikel i Nordjyske, som netop beskrev 3 til 4 grundvandsparker i på Mors. Overskriften var: “Grundvandsparker skal beskytte fremtidens drikkevandPå Mors skydes arbejdet med at etablere særlige beskyttelsesområder i gang”.
Det syntes jeg var en rigtig god plan kommunen og vandværkerne havde indgået.
Siden har jeg dog ikke læst eller hørt om det og ved ikke hvordan status er…
I andre kommuner er man godt i gang.
I Hjørring er den første grundvandspark netop indviet. Området som er på 103 ha, består af skov, naturområder og rekreative områder og omkranser en ny kilde plads hvor grundvandet pumpes op og sendes til vandværket.
Projektet er i Hjørring en del af den grønne trepart.
Thy Forsyning opkøber over 100 hektar landbrugsjord for at beskytte drikkevandet i området omkring Baun, Vang og Tåbel.
Lad os gøre det samme på Mors!
Venlig hilsen Niels Hørby Jørgensen. Kandidat ved KV25 for Radikale Venstre på Mors
Ingen resultater