DEBAT: Borgmester Hans Ejner Bertelsen har her i valgkampen fremsat tanker om at gøre Mors til en frikommune, og han vil endda have det skrevet ind i konstitueringsgrundlaget.
Nogen har kritiseret ideen, fundet timingen forkert og anset det for valgflæsk. Jeg vil ikke kritisere tidspunktet, men kommentere timingen ud fra en hel anden betragtning. Det kan nemlig på nogle områder være en belastning for en administration at være en frikommune.
Jeg synes, at Morsø Kommune har en administration bestående af mange dygtige medarbejdere, som dagligt gør en kæmpe indsats for at få tingene til at hænge sammen.
Vores administration står allerede nu overfor meget store opgaver.
Vi skal gerne komme længere med etableringen af OPHAV.
Forhåbentlig får vi en UNESCO godkendelse af Hanklit, som gør, at vi skal fremskynde et nyt MOLERMUSEUM, og der skal også sikres plads til de mange nye besøgende.
Vi står overfor et helt anderledes Mors med den GRØNNE TREPART, hvor der vil blive behov for mange ressourcer for at skabe en fjord med liv og en natur med mange muligheder for os alle.
Vi har et ÆLDREOMRÅDE, som har fået en grad af frisætning, som vi kommer til at bruge rigtig meget tid på. Implementering af den nye ældrelov, samarbejdet med civilsamfundet og flere plejehjemspladser med mange flere meget plejekrævende ældre.
Implementeringen af SUNDHEDSREFORMEN med et udbredt samarbejde med Region Nordjylland kommer administrativt til at kræve en hel del krudt.
Der er et JOBCENTER, som nu kan betragtes som sat fri, og hvor vi virkelig kan lege med vores ideer til, hvordan vi kan få flest mulige på arbejdsmarkedet på en rigtig god måde til gavn for både dem selv og virksomhederne.
Vi har en undersøgelse af FAMILIEAFDELINGEN.
Endelig har vi et UNGELØFT, som forhåbentlig giver unge mod på, på sigt, at blive en del af vort arbejdsmarked, og jeg kan faktisk nævne mange flere ressourcekrævende tiltag, der skal på plads i den kommende kommunalbestyrelses periode.
Jeg synes, tanken om at gøre Mors til en frikommune, er god, men jeg føler ikke, vi har en administration, som har mulighed for at magte opgaven på nuværende tidspunkt.
Vi er nødt til at værne om vore dygtige medarbejdere og give dem ordentlige arbejdsforhold.
Mit forslag er derfor, at vi glemmer tanken om frikommunen i konstitueringsgrundlaget, og i stedet koncentrerer os om sammen med vort personale at få løst alle de opgaver, som vi i forvejen er stillet overfor.
Jeg håber at blive en del af den kommende kommunalbestyrelse, som kommer til at arbejde med alt det, der allerede er bestilt af et enigt politisk system, så Mors bliver et bedre og anderledes sted at bo og leve.
Poul Kristensen, medlem af kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet og kandidat for Socialdemokratiet til KV25 og RV25.













































