DEBAT: Nu er valgkampen ved at være slut. Vi har deltaget i rigtig mange velbesøgte vælgermøder og talt med rigtig mange morsingboere, mange tak for det.
Der har været uenigheder undervejs, sådan skal det også være, da vi har forskellige politiske ståsteder og forskellig baggrund. Men rigtig mange ting er vi også enige om og kan samarbejde om, husk at på tirsdag bliver der valgt 21 medlemmer til Kommunalbestyrelsen, som i de næste fire år sammen, og i fællesskab, skal gøre det så godt som muligt for Mors og morsingboerne.
Det har også været en lidt atypisk valgkamp i forhold til tidligere, i og med at de Konservative er gået sammen med de røde partier, med det erklærede mål at ødelægge det borgerlige flertal på Mors. De havde ellers alle muligheder for at blive en del af borgerlige samarbejde, vi spurgte flere gange, med fik aldrig et svar. Alt dette er vi heldigvis ikke en del af: Vi er et borgerligt parti, der ønsker at det borgerlige flertal fortsat skal stå i spidsen for Mors, og selvfølgelig samarbejde med alle, der ønsker at være en del af et samarbejde, med henblik på en fortsat positiv udvikling af Mors.
Flere af deltagerne i debatterne har desværre forsøgt at tale Mors ned i et stort sort hul, noget som Mors slet ikke fortjener, tværtimod har vi som samfund rigtig meget at være stolte af.
En ting, jeg har sagt på alle vælgermøder, er, at her op til valget kan jeg se at der stort set ingen grænser er for, hvad kandidaterne fra de forskellige partier lover morsingboerne. Jeg synes dog at de mangler to vigtige forudsætninger: Hvordan de vil gøre det i praksis og ikke mindst hvor pengene skal komme fra? Sådan agerer vi ikke i Danmarksdemokraterne. Vi lover ikke mere, end vi kan holde, vi vil gerne kunne se folk i øjnene, også dagen efter at der har været valg. Derfor er ting som økonomisk ansvarlighed, sikker drift og ordentlighed vigtige for os.
Sæt derfor gerne dit kryds ved en af kandidaterne på liste Æ, Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg.
Jeg ønsker et godt valg til alle.
Meiner Nørgaard,
Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg
Kommunalbestyrelsesmedlem
Morsø Kommune













































