DEBAT: På Mors har vi mange gode og sunde ungefællesskaber i foreningslivet, ungdomsskolen og i ungehuset i Skovgade. Men vi må også erkende, at der er unge, vi ikke helt når. Unge, som ikke trives i de traditionelle fællesskaber, og som har brug for en anden form for støtte og adgang til fællesskab.
Vi oplever, at debatten om unge ofte bliver hård og unuanceret. Når der sker hærværk eller uro, ender det hurtigt på sociale medier, og skylden placeres hos de unge og deres forældre.
I stedet for at pege fingre skal vi som lokalsamfund tage ansvar og skabe muligheder. Ungdomsuddannelserne gør et stort arbejde for at skabe gode miljøer i skoletiden, det viser trivselsmålingerne.
Men hvordan sikrer vi, at fællesskaberne også lever videre i den sene eftermiddag og aften? Vi skal turde være ambitiøse på de unges vegne. Hjælpe dem med at se og opleve værdien af fællesskabets sammenhængskraft. Mange unge ønsker en tættere og mere struktureret hjælp til at blive en del af fællesskaber, både de eksisterende og nye.
Derfor vil vi arbejde for:
- Pop-up gademedarbejdere, der møder de unge i øjenhøjde og bygger relationer.
- Trygge hænge-ud-steder, fx ved strand eller i bynære områder med bænke, lys og mulighed for samvær, skabt i dialog med de unge.
- Flere åbne fællesskaber, hvor unge kan tage ejerskab og føle sig velkomne, fx gennem pop-up projekter med midler til egne arrangementer.
Ungdom handler om at prøve, fejle og lære, ikke om at blive dømt.
Vi tror på at dialog, tillid og nærvær virker.
På Mors skal vi favne hele ungemiljøet, også dem der står på kanten.
– Lasse K. Larsen, Jonas Lundgren Korsgaard, Malte Houe, Tina Hosbond og Malene Søndergaard Nyby. Kandidater for Venstre Mors ved kommunalvalget 2025.
Dette er en del af en læserbrevsserie. Læs første del her


























