DEBAT: Tirsdag d. 18/11 er der valg til både kommune og region. Jeg håber at rigtig mange udnytter deres demokratiske ret til at pege på den kandidat eller det parti, som de føler kan repræsentere dem bedst i de kommende 4 år.
Til regionsrådsvalget er valget er det vigtigt at vi peger på en lokal kandidat, så vi har lokal repræsentation. Antallet af pladser i regionsrådet reduceres fra 41 nu til 25 efter valget. En plads bliver dermed noget sværere at opnå end hidtil. Det er derfor vigtigt at stemmerne på den borgerlige side støtter op om en fælles kandidat. Givet sin mangeårige erfaring på området og som et markant medlem af regionsrådet, vil opfordringen være at støtte det mest sikre borgerlige lokale bud. Peter Therkildsen fra Venstre. Det er en såkaldt ”no brainer”.
Til kommunalvalget er der 69 kandidater, som kæmper om 21 pladser. Hvem skal man vælge? Når man læser de forskellige partiers valgmateriale, er der mange sammenfald i hvad partierne vil gøre, hvis de bliver valgt. Forslagene er mange og enkelte partier har løfter om store ny-anlæg, som eksempelvis en skøjtehal. Et forslag, hvor der ikke peges på en finansiering og som vil fjerne økonomi fra kommunale højprioritetsområder, som eksempelvis ældrepleje og skoleområdet, der for mig er langt vigtigere at prioritere.
Når man skal udse sig den bedste kandidat, er det vigtigt man gør sig klart, om hvad der er vigtigt for en og hvad man ønsker fremmet. Er man på bar bund, kan man indlede sin søgen ved at tage en kandidattest på TV2 eller DR. Disse test kan dog ikke stå alene, så opfordringen er, at opsøge vælgerarrangementer og prøve at få kandidater, som testen har peget ud, i tale, og dermed danne sig et personligt indtryk af kandidaten.
Man kan også have andre udvælgelseskriterier, som køn, alder, erhvervserfaring, tillidsposter, frivillighed, geografi og tidligere meritter osv. Vigtigst af alt er det at vurdere om kandidaten er en døgnflue, som popper op i forbindelse med valget, eller om der er bund i kandidaturet.
Som ny kandidat er det ofte vanskeligt at få plads i paneldebatterne. Partierne vælger ofte de prøvede sikre kort, hvilket desværre efterlader vælgerne med dårligere mulighed for at vurdere de øvrige kandidater på en liste. Dette forhold søges der nu at råde bod på. Tirsdag d. 11/11 afholdes der vælgermøde på Musikværket, hvor kandidater, som ikke allerede er indvalgt kan deltage. Dette giver en god mulighed for at vurdere kvaliteten blandt de mange kandidater, som normalt ikke får en chance. I Venstre ser vi frem til aftenen, da vi har mange dygtige kandidater, med vidt forskellig baggrund, som alle brænder for at yde et bidrag til at skabe et endnu bedre Mors de næste 4 år.
Personligt kan jeg bidrage med erfaring fra 24 års ansættelse i uddannelses og beskæftigelsesområdet og jeg har en stor interesse i at holde styr på økonomien, så Mors som kommune sikrer sig handlefrihed til at skabe borgernær velfærd.
Mød op og stil spørgsmål, så vi kan få lavet den bedste sammensætning af den nye kommunalbestyrelse.













































