DEBAT: Jeg har fået en venlig opringning fra et medlem af den siddende kommunalbestyrelse, som mente, at tonen i debatten om Familieafdelingen på Mors til tider har været for hård, og at der bør lægges låg på sagen af hensyn til medarbejderne, Familieafdelingen og ikke mindst kommunens omdømme.
Jeg vil gerne svare – offentligt og i en respektfuld tone:
Jeg tror på, at vi som samfund står stærkest, når vi tør tale om det svære. Når vi lytter til bekymringer og tager dem alvorligt. Når vi insisterer på åbenhed, også når det gør ondt. Det er ikke splittelse – det er omsorg og ansvar.
Derfor støttede jeg forslaget om en følgegruppe til undersøgelsen af Familieafdelingen og opfordrede den siddende kommunalbestyrelse til at få etableret følgegruppen allerede nu, så den kan være med til at fastlægge undersøgelsens rammer og mål. Ikke for at pege fingre, men for at sikre tillid og gennemsigtighed. For at sikre, at undersøgelsen bliver grundig og relevant – og at vi som borgere kan have tillid til dens konklusioner.
Jeg har stor respekt for de mange dygtige medarbejdere i kommunen, og jeg ved, at de arbejder under svære vilkår. Netop derfor fortjener de, at vi tager kritikken alvorligt og handler klogt og åbent.
At tale om problemer er ikke det samme som at skabe dem. At stille spørgsmål er ikke det samme som at mistænkeliggøre. Det er sådan, vi bygger et stærkt og tillidsfuldt lokalsamfund.
Tak til alle jer, der deltager i debatten med hjerte og respekt. Det er sådan, vi skaber forandring – sammen.
Inger Bøgh Bisgaard, kandidatfor Radikale Venstre til KV25.














































