FAARUP: Torsdag den 9. oktober modtog lokalpolitiet i Thisted tre anmeldelser om indbrud, der alle fandt sted i Faarup i den sydlige del af Nykøbing.
Gerningspersoner gik natten til torsdag kl. 01.13 målrettet efter udendørslamper i kobber og messing. De stjal lamper direkte fra facaderne på to huse i området. Tyvene var hurtige og effektive – og de forsvandt fra stedet på el-løbehjul.

På den ene adresse var der opsat videoovervågning, og her fremgår det tydeligt, hvad der skete. Politiet har derfor sikre billeder af både gerningspersonerne og tidspunktet for tyveriet. Da tyvene gik efter lamper begge steder, antager politiet, at der er tale om samme personer.
– Vi ser nu nærmere på, om vi kan finde frem til de her gerningsmænd, udtaler politikommissær Niels Thing Kristensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Senere samme dag – torsdag den 9. oktober mellem kl. 14 og 18.15 – blev endnu et indbrud anmeldt, denne gang også fra en adresse i Faarup. Her brød gerningspersonen ind via et vindue i udestuen og fik adgang til resten af huset gennem en terrassedør. Der blev blandt andet stjålet smykker og kontanter.
Politiet har sikret DNA-spor fra stedet og arbejder nu på at identificere indbrudstyven eller -tyvene. Der er intet, der umiddelbart tyder på, at det er de samme personer som lampertyvene, men efterforskerne håber, at videooptagelserne kan bidrage til opklaringen af alle sagerne.
Politiet hører gerne fra borgere, der har set eller hørt noget mistænkeligt i området. Henvendelser kan ske på telefon 114.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
DEL 1: Tillid til tiden – Hvordan får vi børnene tilbage i skolen?
LÆSERBREV: Er der sund fornuft i den grønne trepart? Nej, det mener jeg ikke
Ny mand på redaktionen – i denne uge