NYKØBING: Fredag aften den 26. september kl. 22.02 blev lokalpolitiet i Thisted kaldt ud til et færdselsuheld ved opkørslen fra Vilsundvej til Næssundvej på Mors.

Ifølge politiet opstod uheldet, da en bil kom kørende ad rampen og foretog et venstresving mod Vils – uden at overholde sin vigepligt. På samme tidspunkt kom en 20-årig kvinde fra lokalområdet kørende ad Næssundvej i østlig retning. For at undgå en kollision måtte hun reagere hurtigt og foretage en undvigemanøvre. Det endte med, at hendes bil ramte både færdselsskilte og autoværn.
Uheldet medførte materiel skade, men ifølge politiets oplysninger kom ingen personer til skade.
– Den anden bil får vi ikke noget kendskab til – det eneste vi har af beskrivelse, er, at den er hvid. Det er jo ikke så meget at gå efter, udtaler politikommissær Henrik Skriver Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Politiet opfordrer nu føreren af den hvide bil – eller eventuelle vidner – om at henvende sig, så hændelsesforløbet kan blive klarlagt.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
Før gribende film i Bio Mors: Der er stadig brug for at kæmpe for den tavse gruppe
”Min far døde for nyligt, og han var min største inspiration”: Læs mere om, hvad der ellers inspirerer musikeren Pieter van der Bij
Foto vækker undren: Men børnene står i en bus, der holder stille