POLITI: Lige som andre steder i landet har også Mors været ramt af usædvanligt mange indbrud i julen.
Hele fem gange i perioden siden 23. december har ubudne gæster været på besøg det forkerte sted. Til sammenligning er tallet for den dobbelt så store Thisted Kommune kun to.
Politikommissær Niels Thing Kristensen fra lokalpolitiet i Thisted melder om foreløbig én sigtelse for et af indbruddene – med igangværende efterforskning i, om vedkommende også kan sigtes for nogle af de andre.
– Vi har været hjemme og ransage hos ham, og der har vi fundet forskellige koster fra det ene indbrud. Vi skal så se efter, om der er andre koster fra de andre indbrud – og om sporene fra andre indbrud har en sammenhæng, siger han.
Den sigtede er en 40-årig mand fra Nykøbing, der foreløbig er sigtet for tyveri af Kay Bojesen-figurer. Ved de øvrige indbrud, som altså endnu er under efterforskning, er der meldt om tyveri af en PH-lampe og forlovelsesringe. Niels Kristensen fortæller, at to forskellige forurettede fra de andre indbrud i dag besøger politiet for at se på kosterne.
Landsdækkende medier har i julen fortalt om en stigning i antallet af indbrud i julen 2025, og antallet på Mors bakker udviklingen op.
– Fem indbrud er usædvanligt, det er et højt tal på Mors, siger Niels Kristensen med tilføjelsen, at de fem indbrud kan vise sig at blive til flere i takt med, at folk vender hjem fra juleferie.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
I 1911 druknede Aages bedstefar. Mere end 100 år senere kan han stadig se sporene i sin egen fortælling
Vil du være med til at slukke en brand?
Det bedste ved Mors: “Jeg er thybo, og jeg ELSKER Mors!”




























