LÆSERBREV: Spørgsmål til vores børne- og ungepolitik på Mors? 

DEBAT: Jeg tror på forandring. På at vi skal turde tænke nyt, udfordre vanetænkning og finde løsninger, der passer til virkeligheden her på Mors. Men når det handler om vores børn og unges trivsel og dannelse, må vi aldrig gamble. 

Jeg har stor respekt for de ambitioner, Morsø Kommune har om inklusion i folkeskolen og vores dagtilbud. Det er et udtryk for omsorg og ansvar. Morsø Modellen bygger på ønsket om at mindske kløften mellem stærke og sårbare børn, og den grundtanke tiltaler mig. 

Men jeg mener også, vi skylder hinanden at stille de svære spørgsmål: 

Fungerer modellen i praksis, for alle børn? 

Formår vi at handle hurtigt nok, hvis et barn mistrives? 

Hvilke konsekvenser har det for de børn, der befinder sig midt imellem, som hverken har store udfordringer eller særlige ressourcer? 

Og giver vi både børn og forældre den støtte, de har brug for? 

Siden jeg meldte mig som kandidat til KV25, har jeg talt med både medarbejdere og forældre. Her hører jeg, at for mange børn og unge i dag falder mellem to stole. De beskriver frustration, afmagt, manglende arbejdsglæde og en følelse af ikke at blive hørt, og det bekymrer mig. 

For hvis vi ikke lykkes med at inkludere, og heller ikke reagerer i tide, efterlader vi familier alene med en alt for stor opgave. Det er ikke kun en menneskelig belastning, det er også (hvis man ser kynisk på det) en økonomisk regning, der kunne være undgået med en tidligere indsats. Og ja, meget af det begynder allerede i børnehaven. 

Morsø Modellen bygger bl.a. på idéen om, at inklusion i det almene tilbud, kan forebygge og i sidste ende spare både menneskelige og økonomiske ressourcer. Det er en god tanke! Men vi bliver også nødt til ærligt at undersøge, om vi risikerer at tabe flere, end vi løfter. 

Vi skal være ambitiøse, men vi skal også være ærlige. Hvem siger at det rigtige fællesskab for alle børn er de klassiske klassefællesskaber? Hvordan ved jeg som politiker, om det enkelte barn har bedst af fællesskaber med 3 eller 25 personer? Den erkendelse skal ikke være et nederlag, men en styrke, og en måde at videreudvikle vores model. 

Samtidig må vi IKKE acceptere den tone, der nogle gange præger debatten. Når undervisningsministeren siger, at børn mest af alt har diagnosen PDO “Pisse Dårligt Opdraget” taler han ned til danske forældre. Det er ikke bare en forsimplet analyse. Det er en uværdig måde at omtale børn og familier på. Come on, lad os nu tage det politiske ansvar og skabe rammerne for den gode trivsel. Der er ingen forældre, der står op om morgenen og ønsker at give deres børn en dårlig opvækst. Alle børn og voksne gør, hvad de kan og har ressourcer til. 

Der findes ikke én løsning, der passer til alle. Men jeg tror på, at vi her på Mors kan gå foran. Vi kan blive det gode eksempel, hvor børns trivsel er så tydelig, at det bliver et argument for at vælge Mors til. 

Jeg kommer ikke med alle svarene, men jeg stiller spørgsmålene. For mig er det vigtigt, at alle børn på Mors har det godt, uanset om børnelivet er let eller svært. 

Jeg håber, at debatten kommer til at fylde, og at vi kan holde den i en god og respektfuld tone. 

/Malte Houe (V)