LÆSERBREV: Vi svigter børnene – og det kan koste os dyrt 

DEBAT: Efter en gåtur med mit “pelsbarn” blev jeg ramt af en tung erkendelse: Vi er i gang med at grave et hul, vi ikke kan komme op af igen. Og hullet starter i vores Børne- og Familieafdeling. 

Budgetforliget for 2026 afsætter ganske vist flere midler til PPR og PPV. Det ser fint ud på papiret – men hvem skal løfte opgaverne? Når en afdeling er i knæ, hjælper penge alene ikke. Vi ser ledere, der selv må tage sager, medarbejdere ramt af stress og en massiv personaleafgang. I PPR har endnu en psykolog netop sagt op. Det store spørgsmål er: Hvorfor? 

At tro, at flere penge uden reelle forbedringer i arbejdsmiljø, faglighed og ledelse løser problemerne, er naivt. Arbejdspladsvurderinger (APV’er) skal tages alvorligt, ikke gemmes væk i en skuffe. Hvis vi vil beholde kvalificerede fagfolk, må vi skabe arbejdsforhold, der kan holde til virkeligheden. 

Samtidig halter fagligheden. Stillinger, som bør varetages af autoriserede psykologer, overlades i nogle kommuner til personer uden den nødvendige uddannelse. Den gratis psykologhjælp til unge under 25 er i visse tilfælde varetaget af folk, der kalder sig psykologer – uden at være autoriserede. 

Det er i strid med Psykologloven (§17). Det er ikke bare misvisende – det er uforsvarligt. Og hvad med retssikkerheden? Retssikkerhedsloven (§§1 og 4) er klar: Sagsbehandlingen skal være korrekt, saglig og lovlig. Når kommunen ikke kan leve op til det, svigter vi børnene – og bryder loven. 

Vi lader stå til. Vi lader børn og unge betale prisen. Men regningen bliver også vores egen – langt dyrere på sigt, både menneskeligt og økonomisk. 

Vi kan ikke være det bekendt. Vi må ikke længere vende det blinde øje til. 

Nu må nogen lytte – for børnene kan ikke råbe op selv