MORSØ FESTIVAL: I weekenden blev Morsø Festival afviklet. Der var glade gæster og god stemning hele vejen igennem.

Ifølge politikommissær Henrik Skriver Jensen fra lokalpolitiet i Thisted forløb festivalen overordnet set stille og roligt:
– Det forløb fredsommeligt set fra vores side. Vi havde kun en enkelt sag, fortæller han.
Episoden fandt sted lørdag den 16. august omkring klokken 21.00, hvor politiet blev tilkaldt på grund af en aggressiv og højtråbende gæst. Der var tale om en 19-årig mand med adresse i Roslev, som nægtede at forlade festivalpladsen trods gentagne anvisninger.
– Han var også noget aggressiv ved vores ankomst. Ville ikke rigtig efterkomme vores anvisninger, siger Henrik Skriver Jensen.
Manden blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og anholdt på stedet. Han blev løsladt senere samme aften, efter at være faldet til ro.
Trods den ene episode betegner politiet indsatsen og festivalens forløb som tilfredsstillende og helt uproblematisk.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
Ny hjertesti ved Ejerslev Havn
Britt Geislers bisættelse: “Vorherre har fået sig en virkelig dame!”
LÆSERBREV: Hvem bestemmer om et lokalt bysamfund skal blomstre eller dø?