THISTED: I det daglige er der forholdsvis roligt på vandet i Thisted Havn, men når de deltagende både i den årlige dragebådssejlads stævner ud en gang om året, bliver der røre i andedammen.
Torsdag var i år udset til årets Dragebådssejlads for eleverne på Thisted Handelsgymnasium, Teknisk Gymnasium Thisted, FGU Nordvest samt eleverne fra de erhvervsuddannelser, der ligger i Thisted.

Spraglede og fantasifulde udklædninger er med til at sætte kulør på dagen. Foto: Jens Fogh-Andersen.
Eleverne tog hul på det nye skoleår for nu et par uger siden, men sejladsen og de øvrige konkurrencer, der afvikles på havnen, er en god måde at markere skoleårets start og til at bliv
e rystet sammen på kryds og tværs af klasser og uddannelser, fortæller Julie Mose, der i lighed med størstedelen af de andre deltagere har skiftet det vante skoletøj ud med en anderledes festlig påklædning. For udklædning er også en del af dagen.
Julie går i 3C på Thisted Handelsgymnasium, og så er hun med i udvalget bag dagens festligheder, som ikke er slut, når den sidste dragebåd er kommet på land.
Det hele slutter med en fest torsdag aften. Og den holdes i vished om, at fredag er en helt almindelig skoledag.

Dragebådssejladsen plejer at være en fredag, men vejrudsigten for i morgen gjorde, at den blev rykket til torsdag, hvor der stadig var sol og sensommer i luften. Foto: Jens Fogh-Andersen
Umiddelbart virker det ikke smart at møde i skole dagen efter en god fest, men forklaringen er meget ligetil. Den findes i vejrudsigten for fredag, og den ligner ikke en dag til fest, farver og aktiviteter på vandet. Tværtimod. Der er lagt op til både regn og blæst.
– Så vi har flyttet dragebådssejladsen til torsdag på grund af vejrudsigten for fredag, lyder det fra Julie og hendes kammerater.
Men uanset om sejladsen finder sted en torsdag eller en fredag, er det en tradition, der holdes i hævd. Både som en god anledning til at møde andre jævnaldrende, men ikke mindst for bare at være sammen og have det sjovt.