SJØRRING: Natten til onsdag den 15. april klokken 00:39 modtog lokalpolitiet en anmeldelse om indbrud i en villa på Runevej i Sjørring.
Husets beboere lå og sov, da de blev vækket af lyde fra boligen. Da de stod op for at undersøge sagen, fik de en fornemmelse af, at en person var på vej væk fra stedet. Der blev dog ikke set nogen på adressen.
Kort efter stod det klart, at der havde været indbrud.
Ifølge politiet er der stjålet flere cykler, en knallert samt forskelligt indbo. Derudover blev familiens personbil forsøgt stjålet. Bilen blev senere fundet et stykke nede ad Runevej, som ender blindt.
– Vi ved, at gerningspersonen har kørt i bilen, og vi har foretaget sporsikring. Vi har også undersøgt mulighederne for at finde overvågning i området, siger politikommissær Niels Thing Kristensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Han peger på, at vejens udformning kan have haft betydning for forløbet:
– Runevej er en blind vej, og det kan være, at tyven er kørt forkert ud af indkørslen og har opdaget, at der ikke var nogen udvej. Så er bilen blevet efterladt, og personen er løbet fra stedet. Det er en mulighed, men vi kan ikke sige det med sikkerhed.
Politiet oplyser, at værdien af de stjålne genstande endnu ikke er gjort op. Gerningspersonen er desuden forsvundet med bilens nøgle.
Politiet opfordrer borgere, der har set eller hørt noget i området, til at kontakte politiet på telefon 114.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
Store planer for Stenbjerg Landingsplads: Det her er kun startskuddet
Nordea-fonden sender 5,56 mio. kroner til Thy og Mors
Jimmy Nyborg har en plan for Thy: Her skal musikere kunne bo, arbejde og skabe sammen

















