SNEDSTED: Natten til mandag den 3. august forsvandt to minilæssere fra en byggeplads på Hovedgaden i Snedsted.
Politiet oplyser nu til KunThy, at minilæsserne er blevet fundet.
Den ene maskine var udstyret med en GPS-tracker, som gav et signal i løbet af mandagen. Det betød, at politiet sammen med ejeren kunne køre ud og finde begge maskiner. Politiassistent Niels Thing Kristensen fra lokalpolitiet i Thisted fortæller:
– Vi fandt dem, og de stod samlet. Ikke så langt fra gerningsstedet. Vi tænker, at de stod og “hvilede sig” lidt der og var klar til at blive kørt videre senere.
De to minilæssere, som har en samlet værdi på omkring 500.000 kroner, er nu tilbage hos ejeren.
– Det var vi glade for at kunne hjælpe med, siger politiassistent Niels Thing Kristensen og fortsætter:
– Det gav os også mulighed for at sikre flere spor. Dels på GPS-trackeren, og så har tyvene også rørt ved maskinerne, så vi har sikret forskellige DNA-spor. Det var en god afslutning på dagen, at vi fik maskinerne tilbage til ejeren.
Politiet oplyser, at minilæsserne stod i et øde område, og at fundstedet derfor ikke umiddelbart peger på en gerningsperson.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
Landmand om høsttid: Vi føler alle sammen, at vi er til eksamen
10 år efter at være dømt ude sejler Næssundfærgen med fuld styrke – men savner et politisk skub
Markant protest mod lukning af psykiatrisk afsnit i Thisted























