THISTED: Fredag den 20. juni klokken 05.00 modtog lokalpolitiet i Thisted en anmeldelse om et biltyveri og et trafikuheld på Grønningen i det centrale Thisted.
Et vidne hørte et brag og konstaterede, at en personbil var kørt ind i nogle parkerede biler. Vidnet ringede til politiet, som hurtigt ankom til stedet. Politikommissær Niels Thing Kristensen fra lokalpolitiet i Thisted fortæller:
– Mens vi står nede på stedet, ringer en 44-årig mand. Han siger, at det er ham, der er kørt galt. Det viser sig, at han er “kommet til” at stjæle en bil på Nørre Allé.

Niels Thing Kristensen forklarer, at manden havde fundet en bil med nøglerne i tændingen – og fristelsen blev for stor. Men turen blev kort. Han nåede kun at køre et lille stykke mod Grønningen, før han påkørte en parkeret bil, som blev skubbet over i en anden.
Manden, der har folkeregisteradresse i Thisted, forlod stedet. Et vidne så ham gå hjem, hvorfra han selv kontaktede politiet for at melde sig.
– Han kom selv tilbage til stedet. Vi har talt med ham, med ejeren af bilen han stjal, og med de to bilejere, hvis biler blev påkørt. Ejeren af den stjålne bil havde endnu ikke opdaget, at den var væk. Det hele skete meget hurtigt.
Politiet betegner sagen som usædvanlig – det er ikke hver dag, en biltyv melder sig selv.
– Men han fortrød, og vi fik talt med ham her til morgen.

Den 44-årige blev sigtet for to forhold: brugstyveri af bilen og for at have påkørt de to parkerede biler. Han blev løsladt igen klokken 06.00 samme morgen.
Der opstod kun mindre materiel skade.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
Efterskole for ordblinde i Thy: Alle består folkeskolens afgangseksamen
Thisted Senior Motion er del af en trend: Flere ældre holder sig fysisk aktive
Brunos Bodega Forever vender tilbage