Velkommen til KunThy – dit nye lokale medie i Thy

Vi går i luften mandag 1. april – her er, hvad du skal vide om KunThy.

Redaktionen

Den faste redaktion på KunMedierne. Fra venstre: David Højmark (journalist), Katrine Hedegaard (redaktør), Bonga (redaktionshund), Henrik Hedegaard (marketing), Lone Lærke Krog (journalist), Anna Sofie Liisborg Millardet (journalistpraktikant), Niels Hansen (journalist), Jens Fogh-Andersen (Journalist) Illustration: Eun Vestergaard og ChatGPT

100%

REDAKTIONEN: Så er vi i gang! Med stolthed og lige dele spænding og ydmyghed byder vi velkommen til KunThy – et nyt, digitalt medie. 

På Kunthy.dk får du journalistik, der tager udgangspunkt i vores virkelighed, vores liv og vores egn. Vi skriver til og om dig, der bor her. Dig, der er flyttet væk, men stadig følger med. Og dig, der bare ikke kan lade være med at interessere dig for Thy – med alt, hvad det indebærer. 

 

Et lokalt medie med ambitioner – og brug for opbakning 

KunThy er skabt ud fra et ønske om at styrke den journalistiske dækning i Thy. Men vi er også ærlige: I begyndelsen er ressourcerne få. Vi starter i det små og bygger op derfra – med den tid og de kræfter, vi har. Derfor har vi brug for opbakning. Fra læsere, der støtter os. Fra annoncører, der tror på os. Og fra lokale kræfter, der har lyst til at bidrage. Jo flere, der står bag os, desto mere kan vi dække. 

Og opbakning handler ikke kun om penge. Det er mindst lige så vigtigt, at du tipper os. Har du hørt om en begivenhed, en person eller en historie, vi bør tage fat i? Så skriv til os. Det er sådan, vi sammen kan sikre, at de vigtige – og måske oversete – historier bliver fortalt. 

 

Konstruktiv og kritisk journalistik – i balance 

KunThy er et kritisk og konstruktivt medie. Vi stiller spørgsmål, vi undersøger, vi udfordrer – men vi gør det med respekt og med viljen til at forstå og bygge op. Konstruktiv journalistik handler ikke om at pynte på virkeligheden. Det handler om at dække problemer og udfordringer – og samtidig vise, at der findes veje frem. At fortælle hele historien, ikke kun det, der larmer mest. 

Vi kommer ikke altid først. Og det har vi det faktisk helt fint med. Til gengæld tager vi os tid. Tid til at tage ud og tale med de mennesker, det hele handler om. Tid til at være til stede. Det er vores ambition. Vi tror på, at journalistik skal tage udgangspunkt i mennesker – ikke kun pressemeddelelser, klik eller hurtige overskrifter. 

 

Og ja – KunThy skal selvfølgelig også have lokalsport 

Sport er en vigtig del af det lokale fællesskab, og selvfølgelig skal KunThy dække det. Men som med alt andet, starter vi i det små. Vi skal kunne krybe og gå, før vi kan sprinte, og derfor begynder dækningen af de lokale fodbold- og håndboldhold tidligst efter sommerferien. 

Vi søger i den forbindelse studentermedhjælpere. Har du en spirende sportsjournalist i maven, så tøv ikke med at sende os en mail på: kunmedierne@kunmedierne.dk 

 

KunThy – skabt sammen med jer 

KunThy bliver til gennem alle jer, der bakker op om vores idé. Det er jer, der gør det muligt at dele vigtig viden, stille de nysgerrige spørgsmål og skabe plads til at stoppe op og tænke – midt i en tid, hvor der er brug for det som aldrig før. Vi tror på, at lokaljournalistik gør en forskel, og vi ved, at den kun kan eksistere, hvis nogen vælger at læse med, dele videre og stå bag os. 

Så tak, fordi du læser med. Tak, hvis du vælger at købe abonnement. Og tak, hvis du sender os et tip om den næste gode historie. 

Har du en idé til en historie, du mener, vi skal skrive, så send en mail til: redaktion@kunmedierne.dk

Velkommen til KunThy. Vi glæder os til at komme i gang. 

På redaktionens vegne,

Katrine Hedegaard – ansvarshavende redaktør

Ingen resultater