SJØRRING: En overhaling af en civil politibil førte mandag formiddag til en stribe sigtelser for en mand fra Thy.
Klokken 11.18 kørte en civil patruljevogn på Vorupørvej ved Sjørring, da manden valgte at overhale. På strækningen er der spærrelinje, og ifølge politiassistent Niels Thing Kristensen fra lokalpolitiet i Thisted krydsede bilisten spærrelinjen i forbindelse med to overhalinger.
Politiet standsede derfor bilen. Føreren – en 53 årig mand – virkede påvirket og blev testet positiv for stoffer. Han blev taget med til en blodprøve på grund af mistanke om narkokørsel.
Ved en efterfølgende ransagning af bilen fandt politiet desuden hash, to pebersprayer og en kniv, som manden ikke måtte være i besiddelse af.
Han blev derfor sigtet for to gange at have krydset en spærrelinje, for narkokørsel og besiddelse af hash samt for overtrædelse af våbenloven og knivloven.
– Det skulle egentlig bare have været en snak med ham om overhalingerne, men sådan kan det jo give anledning til så meget andet. Han fik lige en stribe sigtelser derfra, siger Niels Thing Kristensen.
Det var derfor på alle måder en træls overhaling for den 53-årige mand.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
Fra skov til strand: Oplev Nordmors til fods
Ambulancer tog Næssundfærgen, mens Vilsundbroen var lukket
Morsø Kommune er blandt de bedste til at holde på de ansatte i ældreplejen





















