THISTED: Hen over weekenden er der blevet anmeldt tre indbrud i Thisted. Politiet mistænker, at der kan være en sammenhæng mellem sagerne.
Indbruddene er begået på tre forskellige adresser: Toftevej, Skolevænget og Gramsvej – alle i nogenlunde samme kvarter.
– Jeg har ikke lige slået det op på et kort, men inde i mit hoved ligger de ikke særlig langt fra hinanden, udtaler politiassistent Niels Thing Kristensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Han fortæller, at det er svært at fastslå de præcise tidspunkter for indbruddene, da de er sket hen over weekenden, hvor husejerne muligvis ikke har været hjemme.
Ifølge Niels Thing Kristensen er indbruddet på Toftevej sket gennem et vindue, hvorefter der er blevet stjålet kontanter. På Skolevænget er et vindue blevet knust, men politiet har endnu ikke et overblik over, hvad der er blevet stjålet. På Gramsvej er gerningspersonen kommet ind gennem to opbrudte vinduer, og her er der stjålet kontanter og smykker.
Alle tre indbrud er sket i løbet af lørdag og søndag.
– Vi ser selvfølgelig på de her indbrud i en sammenhæng. Vi undersøger, om det er den samme eller de samme, der står bag, udtaler politiassistent Niels Thing Kristensen.
Han oplyser desuden, at politiet har sikret DNA-spor på alle tre adresser og nu arbejder på at indhente videoovervågning.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
Flemming tog tilløb før han reagerede: Usikkerhed om psykiatri i Thisted gør mig vred
Thy-rytter fra Tvorup udtaget til landsholdet
10 år efter at være dømt ude sejler Næssundfærgen med fuld styrke – men savner et politisk skub























